Kvinderne bestemmer

Det handler om "good clean family values you can trust". En lettere omskrevet parafrase fra den amerikanske medieindustris mantra overfor den bonerte middelklasse, kan ses som hovedtema for valgkampen her i 2005. De danske medier er ved at falde over hinanden for at lave historier om hvor meget Socialdemokraterne og Venstres politiske løfter ligner hinanden. Ja det viser sig endda, at ikke engang flere folketingskandidater kan skelne mellem de røde og de blå velfærdsløfter i million-klassen, hvilket jo sætter fingeren på netop hvad der er blevet denne valgkamps store tema: Familieværdierne.
Regeringen startede allerede i 2001 på en strategi, der skulle sikre, at især kvinderne kunne henholdsvis kunne fastholdes og erobres. For i Danmark er det kvinderne der bestemmer, hvem der skal regere landet, da det er dem, der er mest i tvivl om hvad der skal stemmes. Når det er kvinderne der er lettest at rykke tværs over en stadig større midte i dansk politik, er det derfor også det stærke køn, man satser på i sine politiske forslag, i sin retorik og i sine kommunikationsovervejelser. Og her har regeringen og dens rådgivere gjort et særdeles professionelt stykke arbejde. Da Fogh og co. for i august begik man denne valgkamps mest væsentlige manøvre. Man oprettede Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender med Henriette Kjær som galionsfigur. Med det nye ministerium var der for alvor primet til den igangværende valgkamp.

Med familien i centrum blev der fulgt op på Foghs nytårstale fra årsskiftet til 2004, hvor børnefamilien for alvor kom på dagsordenen. Der blev debat om børnecheck, priser på daginstitutionspladser, madpakker og reklamer for børn, hvilket for en stor dels vedkommende var væsentlige elementer i Venstre og Konservatives strategi for at kapre Socialdemokratisk politik, og sætte dagsordenen for den danske velfærdspolitik. Strategien ser ud til at lykkes i forhold til den i gangværende valgkamp. Det er regeringen, der render med overskrifterne når de to politiske blokke råber højt ved gaveboden for gyldne valgløfter, og det ser ud til, at det er regeringens forslag der trænger igennem til de vælgere, der er kvinder og som egentlig ligeså godt kunne stemme socialdemokratisk

Regeringen har på denne måde gennemgået en proces, der enhver forvandlingskugle grøn af misundelse. Og det er netop det grønne det handler om. Bøde Venstre og konservative, samt diverse rådgivere og reklamebureauer har i det sidste par år puttet penslen på paletten og forsøger sig nu en politik, der i højere grad retter sig mod det grønne segment, i tilgift til blå segment man i forvejen repræsenter. De bløde værdier, der får Anders Fogh til tage på børnehavebesøg, er til for at positionere Venstre som et humanistisk parti, der ikke kun tænker på skattepolitik, udlændinge og EU som ved valget i 2001, og det virker på kvinderne, der i højere grad end mænd stemmer med følelserne.

Strategien med at satse på "socialdemokratisk politik" ville ikke lykkes uden kvindelige frontfigurer. Derfor blev regeringsrokaden i august 2004, også en triumf for kvinderne. Stemmeslugere som Lene Espersen, Eva Kjær Hansen, Henriette Kjær og ikke mindst den nye miljøminister Connie Hedegaard blev bragt i front i regeringens bejlen til de kvindelige vælgere. Med valgkampens løfter til børnefamilierne er kronen sat på værket er et effektivt frontalangreb på de værdier der normalt er socialdemokratiske sat ind, og har gjort valgkampen til en mudret affære, hvor ingen rigtig ved hvem der mener hvad. Ud over den real politiske kovending, der bliver en realitet, hvis de mange af regeringens velfærdsløfter skal indfries, er fokuseringen på børnefamiliers ve og vel samtidig et aldrig tidligere set kommunikationsmæssigt svendestykke. Tilbage er der bare at ærgre sig over, at man ikke er kvinde, for i Danmark er det dem, der bestemmer.

Arbejdsløshedstal og omstillingsparathed

Valgkampens tiende dag. En skidt dag for oppositionen. Den generelle arbejdsløshed var på forhånd udset som et af de steder, hvor Socialdemokraterne ville bide sig fast og bruge som emne for vigtige angreb mod regeringen i valgkampens sidste halvdel. Men med nye tal fra Danmarks Statistik, der viser et fald i ledigheden fra november til december 2004 på i alt 1700 personer, er argumenterne om regeringens manglende håndtering af arbejdsløsheden forsvundet fra valgkampen. Socialdemokraterne må derfor sadle om, og grave dybere i de emne, der kan bringe dem i offensiven igen, hvis de vil have en chance for at komme tilbage i kampen om magten.

Arbejdsløshedstallene fra Danmarks Statistik sætter en tyk streg under, at aktuelle prognoser, tal og småsager kan vende op og ned på ellers veltilrettelagte valgstrategier. I dette tilfælde er det dog en streg i regningen for Socialdemokraterne, da arbejdsløsheden netop var et af de primære emner, som partiet gik til valg på. Gennem en ellers stille dag i valgkampen, har historien om den faldende arbejdsløshed præget medierne fra Jyllands-Posten til Radioavisen. Socialdemokraterne har set sig nødsaget til, delvist, at betvivle om tallene er reelle, eller om de dækker over, at flere er kommet i f.eks. aktivering. Og Lykketoft har sendt den lavt profilerede arbejdsmarkedspolitiske ordfører Jan Petersen i byen med denne tvivl, mens man fra den socialdemokratiske lejr forsøger at dreje dagsordenen mod miljøet med Aukens pressemøde idag om de miljømæssige visoner.

Socialdemokraterne vælger at betvivle tallene fra Danmarks statistik, og det er ikke nogen smart kommunikationsstrategi. Der er ikke mere at komme efter, da mediernes vinkel allerede er klar: Det går fremad med beskæftigelsen - og dette får selvfølgelig både Claus Hjort og Anders Fogh til at tage æren for de 1700 nye jobs. Sådan skal det være, når disse virkeligsindikatorer som tallene udgør, kommer midt under en valgkamp og blæser den ene parts vej.

Når der ikke skal mere til for at punktere budskaber og strategier gælder det om at være klar til at omstille sig indenfor få timer, for at kunne træde tilbage på scenen med nye budskaber og nye bud på en fremtidig politik. Denne omstillingsparathed er altafgørende i en moderne valgkamp, hvor selv de mindste historier kan lægge forkromede strategier ned. En sådan effektiv omstilling fra en sag til en anden, fra en vinkel til den næste kræver en hær af mennesker, der monitorerer medierne på timebasis, så man hele tiden er klar til at afstikke en ny kurs i en hyper omskiftelig valgkamp.

Ungdomsuddannelse og dagsordensættelse

Der var mange mennesker i Brøndby Hallen til den meget imødesete duel mellem valgets to "præsidentkandidater, som selv de mest respekterede medier er begyndt at kalde Lykketoft og Fogh. Og den startede godt debatten i Brøndby. Både Venstre og Socialdemokraterne havde mobiliseret 6-700 af deres ungdomsmedlemmer, der larmede som var de til halfest på ulovlige stoffer og med license to scream. Det var selvfølgelig nøje planlagte manøvrer og slagsange, der blev råbt; alt sammen virkemidler der skulle hjælpe og afhjælpe henholdsvis angreb og forsvar fra de to kandidater.

Det startede med Lykketoft i topform. "Det er forskellen på Socialdemokraterne og Venstre" var temaet for den nøje indstuderede åbningstale, der kastede Lykketoft ud over rampen og ud i salen til de mange tilhørere. Velfærdsemner som uddannelse, forskning, lægehjælp og især ældrepleje var Lykketofts afsæt til angreb på Fogh regeringens akilleshæl om ældreplejen og velfærdsgarantierne fra 2001. Med veltilrettelagte komparativer fik Lykketoft (endelig vil mange sige) gjort opmærksom på et par håndfulde forskelle på de to store partier. Pointer som Lykketoft dog endnu engang havde svært ved at komme af med uden brug af usexede økonomiske kalkyler.

Midt inde i Foghs åbningsindlæg, vågnede den danske verdenspresse op, som indtil da ikke havde skrevet mange krusseduller på den slidte blok. "Alle unge på 18 og 19 år kan få en uddannelse, men de kan ikke få kontanthjælp til gengæld", så klart formulerede Statsministeren dagens valgkanin, og så blev der ellers noteret og ringet hjem til redaktionerne i Sværtegade, Vester Voldgade, Kvægtorvet og til TV-Byen i Søborg. Her var morgendagens historie.

Og sådan blev det. Foghs realpolitiske udspil om "tvangsuddannelse" for de 18-19 årige, stjal overskrifterne på denne råkolde onsdag en uge inde i valgkampen. Og dermed tilhørte dagsordenen Anders Fogh, dagen efter debatten. En dagsorden, der ikke gav meget plads til Lykketofts angreb på regeringens velfærdspolitik, de forskelle som Lykketoft forsøgte at komme på skærmen med, eller om stregkoder og ældrepleje. Foghs manøvre er et studie i dagsordensættelse, og selvom Lykketoft måske var bedst i salen, var der ingen tvivl om at journalisternes blokke blev lagt i lommen efter valgets hidtil største valgkanin.

Historien om en fløjkrig og en villig taknemmelig gås

Så er de her igen. Historierne om fløjkrigene hos Socialdemokraterne. Ingen valgkamp uden, at disse historier dukker op til overfladen og gør livet besværligt for partiets ledelse og andre budskaber svære at komme af med. Poul Nyryp og Henrik Dam Kristensen er kommet hjem fra EU Parlamentet for at støtte diverse kandidater. Nyrup er for et eksempel gået i offensiven for Helle Thorning Schmidt, mens Dam Kristensen heller ikke går den såkaldte Auken-fløjs ærinde. Dette skaber ballade, og forplumrer billedet af et ellers enigt parti. Og det lader til at være Auken, der har startet historien, ved at sige til Jyllands-Posten, at han mener at de to prominente EU-parlamentsmedlemmer skal støtte hele partiet. Dermed er vi tilbage ved et gammelkendt emne i den danske valgkamp: At Socialdemokrater ikke har styr på de indre linjer – husk blot på udlændinge spørgsmålet i 2001.

Lykketoft har dog reageret hurtigt, som han skal i en sådan sag, og sagt, at der er behov for alle socialdemokratiske kræfter i valgkampen. Og så bør hverken Berlingske, Jyllandsposten eller TV2 kunne få mere ud af den sag.

En anden sag, der til gengæld har en klassisk konflikt i sig er de radikales kampagne på udlændingespørgsmålet, som Jelved og co. har lanceret i dag. I diverse film på Nettet, og i radiospots positionerer de Radikale sig som modsætning til Regeringen og i særdeleshed til Bertel Haarder, der fremstilles som strammeren over alle strammere, og som den rene modsætning til humanisterne i de Radikale. Kampagnen, der blandt andet benytter sig af Bertel Haardes uheldig sommersang om en ”villig taknemmelig går”, er modig men om den er klog vil de næste døgn vise. For går der igen procesjournalistik i den, hos DR og TV2, og bliver de Radikale dømt for at gå efter benene, kan kampagnen vende som en boomerang, og partiet gå glip af de vælgere der ligger og vipper mellem V & K og så altså de Radikale.

Refuse and deny - reaktiv strategi fra V & K

Valgkampens dag 7 har stået i de økonomiske vismænds tegn, og i en reaktiv kommunikationsstrategi, der har placeret skudsikre veste på folketingskandidaterne fra V og K. Det handler om, hvordan regeringspartierne reagerer på kritik fra opposition og uafhængige eksperter. Ti økonomiske vismænd har analyseret og vurderet, at VK-regeringens udspil om 60.000 i flere i arbejde inden 2010 ikke kan realiseres med den foreslåede økonomiske politik. Udmeldingen bliver straks skudt ned af først Thor Pedersen i en Ritzau-nyhed, og i DR nyhedernes sene udsendelse klokken 21 så også af Bendt Bendtsen. Kritikken ignoreres, og man gentager sit budskab om visionen for 2010. På den måde bliver det usexede økonomiske stof aldrig til at blive et emne i forhold til V & Ks troværdighed overfor vælgerne, og kritikken fra vismændene klæber ikke til regeringen.

På samme måde med Socialdemokraternes klage over, at embedsmændene i Finansministeriet tilsyneladende er blevet brugt til at skyde Socialdemokraternes arbejdsløshedsforslag ned. Her træder Anders Fogh selv frem på scenen, og nægter at Finansministeriet har betjent ham og hans regering i diskussionen med Socialdemokraterne. Den reaktive strategi med at tilbagevise angreb følges gerne op af ordet "skræmmekampagne", som ellers udelukkende plejer at blive brugt af Venstres folk i forhold til velfærdsdiskussionerne med Socialdemokraterne. Her tilbagevises Lykketoft og co. gang på gang med argumentet om, at oppositionen benytter sig af den samme skræmmekampagne som gjorde udslaget ved valget i 1998. Dermed bliver der ikke diskuteret reelle politiske forskelle mellem de to fløje, og vælgerne får aldrig mulighed for at trænge ind bag de velplacerede parader, og se hvor de politiske forskelle ligger. Det er som bokseren, der er foran på points, og som derfor danser rundt i ringen uden for modstanderens rækkevidde. Bliver man for en enkelt gangs skyld fanget i et hjørne, råber man op om unfair spil. I en reaktiv strategi bestående af hurtige afvisninger og benægtelse, kaster man ikke håndklædet i ringen for nogen.

Valgkamp og overdøvelsesstrategi

Venstre er gået til valgkamp med et kæmpe forspring til Lykketoft og co., og derfor er Venstres valgstrategi lagt an på at overdøve Socialdemokraterne og De Radikale i alt hvad de foretager sig. Mange politiske kommentatorer blev overrasket, da Anders Fogh fremlagde hele 7 overordnede valgemner som partiet ville gå til valg på. Forskning, Børnepasning, Ældreplejre, sygehuse, skattestop, miljø og ulændigelov var de syv temaer som partiet ville lave kontrakt med vælgerne om. Hvor der i 2001 var langt færre emner, er der i denne valgkamp valgt flere emner, således at Socialdemokraterne ikke kan komme ind og sætte dagsordenen, og dermed tage ejerskab på et af de vigtige velfærdsemner.

Det er således en overdøvelsesstrategi, der gør at andre partier, får svært ved at kritisere regeringen for ikke at tage hånd om de populære velfærdsemner. Det er en defensiv strategi Venstre benytter sig af. Man lader Socialdemokraterne komme med deres udspil, velvidende at man allerede har taget dagsordenen med matchende udspil. Se bare på Made in Denmark planen - den havde Venstres folk set komme, og kom ud dagen inden med syv lignende forslag. Det er som om, at Venstre er foran i en quiz, og indtil spillet slutter svarer de blot det samme som modstanderen og kører sejren sikkert hjem. Men som omtalt i gårsdagens tekst kan det bliver en dyr sejr på den måde at røbe højest og love mest. For når valgkampen er slut er der en regning, der skal betales overfor vælgene.