Thorning-Schmidts svære forandringsledelse
Så blev det afgjort. Medierne fik deres favorit, og Danmark har, som Jakob Nielsen skrev i går i Politiken, "fået sin jernlady" med slet hentydning til Storbritanniens tidligere leder Margaret Thatcher. Helle Thorning-Schmidt har sat sig på toppen i en af de sværeste organisationer at lede i hele landet, og det kommer naturligvis ikke til at gå stille af sig. Og nu da de etablerede medier har fået fyret det meste af deres krudt af på at evaluere, og socialdemokraterne endelig får tid til at finde selv, og hinanden, er det også blevet tid til at se på hvilke udfordringer Helle Thorning-Schmidt står over for.
Ambitionen er at slå Fogh. Det har været et af de gennemgående vinderargumenter fra Thornings side. Thorning-Schmidt har fra første dag i jobbet videreført den samme strategi som gav hende sejren over Frank Jensen; at fortsætte sin kontante fornyer retorik, der skal positionere hende som en modig og viljestærk leder. Det lader til, at Thorning-Schmidt følger den samme strategi som en ny leder i en privat virksomhed ville gøre. Først at være hård og konsekvent for at vise vejen og gå forrest, for derefter at have muligheden for at slække på topstyringen og uddelegere ansvar til dem der er med. Thorning-Schmidt har bragt sig i spidsen for en forandring af hidtil uset omfang i dansk politik.
At en organisation med et mindre trylleslag forandrer ledelse på samtlige markante poster, og at lederne samtidig bliver valgt blandt yngre generationer - og samtidig er kvinder - er en forandring, der for alvor kræver sin stærke leder og at ord bliver valgt med omhu og at der tages højde for både traditioner, personlige følelser og et bagland, der ikke sådan uden videre kaster sig for fødderne af den nye ledelse. På denne måde adskiller et politisk parti sig måske ikke så meget fra andre private organisationer, hvor der er forskellige meninger om hvem der skal lede foretagendet. Men her hører mange ligheder mellem en privat virksomhed og Socialdemokraterne også op.
Når en landsdækkende virksomhed skifter ledelse på grund af dårlige resultater ser man ikke den gamle ledelse gå rundt på gangene og ønske at det i virkeligheden var dem, der var øverstbefalende. Man ville rense luften, og lade den nye ledelse få sin chance for at bevise, at det var det rigtige valg at hyre denne til at rette op på virksomhedens renommé. Hos Socialdemokraterne har man for tiden to tidligere formænd gående på Christiansborgsgange, og en nede i Europaparlamentet, som alle i virkeligheden gerne ville styre skibet - og så endda i forskellige retninger. På Christiansborg har man desuden et par trætte partisoldater med et halvt liv i partiet, der ikke nødvendigvis er rigtig glade for at skulle forandre noget som helst - hverken leder eller retning i dansk politik. Udover de tidligere formænd, der i øjeblikket overvejer at forære Helle Thorning-Schmidt en enkeltbillet til Bruxelles, findes der også folk, der mener, at Socialdemokraterne burde forandre sig i en helt anden retning.
Med folk som Lykketoft, Auken, Gjellerup og den i øvrigt utroligt gode taber Frank Jensen som en del af folketingsgruppen bliver enhver forandring fra den nye ledelsesside en lang og bumpet vej. Hvor disse personer enten havde taget sin afgang eller var blevet fyret i en privat virksomhed, har man i et politisk parti en flok folkevalgte "ansatte" som man ikke kan komme af med, og som ikke nødvendigvis vil det bedste for organisationen. Det er dette klima Helle Thorning-Schmidt skal navigere i, og forsøge at styre Socialdemokraterne ind i en ny epoke med befolkningens gunst.
De udfordringer som Thorning-Schmidt står over for kan virke uoverstigelige og nærmest umulige at gå til. Hvordan får man f.eks. gennemført at efterlønnen skal tilpasses for folk, der nu er under 40 (og ikke for dem over 40 år som det på mærkværdig vis var fremhævet i dagens Metro Express)? Eller hvordan får man befolkningen til at tro på at man fører en konsekvent udlændingepolitik, som befolkningen åbenbart i store hele forlanger? Til det formål er det rigtige hold blevet sat. Man har valgt en gruppe mennesker, der forstår sig på at tale til befolkningen og komme ud over gelænderet med budskaberne. Man har valgt en flok yngre personer, der kan flytte stemmerne over midten og skabe en fokuseret og kommunikerende organisation. Men først skal budskaberne have substans, og politikken defineres - ellers får man ikke meget ud af dygtige kommunikatører som Mette Frederiksen, Lotte Bundsgaard og Thorning-Schmidt selv. Formår den nye ledelse at reformere partiet og stille et slagkraftigt hold af erfaren integritet og viljestærk fornyer-ånd, tror undertegnede faktisk, at Thorning-Schmidt og co. kan slå Fogh. Et er sikkert Anders Fogh har sat det store analysemaskineri i gang for så tidligt som muligt at få lavet en præcis konkurrentanalyse af Thorning-Schmidts nye hold.
Ambitionen er at slå Fogh. Det har været et af de gennemgående vinderargumenter fra Thornings side. Thorning-Schmidt har fra første dag i jobbet videreført den samme strategi som gav hende sejren over Frank Jensen; at fortsætte sin kontante fornyer retorik, der skal positionere hende som en modig og viljestærk leder. Det lader til, at Thorning-Schmidt følger den samme strategi som en ny leder i en privat virksomhed ville gøre. Først at være hård og konsekvent for at vise vejen og gå forrest, for derefter at have muligheden for at slække på topstyringen og uddelegere ansvar til dem der er med. Thorning-Schmidt har bragt sig i spidsen for en forandring af hidtil uset omfang i dansk politik.
At en organisation med et mindre trylleslag forandrer ledelse på samtlige markante poster, og at lederne samtidig bliver valgt blandt yngre generationer - og samtidig er kvinder - er en forandring, der for alvor kræver sin stærke leder og at ord bliver valgt med omhu og at der tages højde for både traditioner, personlige følelser og et bagland, der ikke sådan uden videre kaster sig for fødderne af den nye ledelse. På denne måde adskiller et politisk parti sig måske ikke så meget fra andre private organisationer, hvor der er forskellige meninger om hvem der skal lede foretagendet. Men her hører mange ligheder mellem en privat virksomhed og Socialdemokraterne også op.
Når en landsdækkende virksomhed skifter ledelse på grund af dårlige resultater ser man ikke den gamle ledelse gå rundt på gangene og ønske at det i virkeligheden var dem, der var øverstbefalende. Man ville rense luften, og lade den nye ledelse få sin chance for at bevise, at det var det rigtige valg at hyre denne til at rette op på virksomhedens renommé. Hos Socialdemokraterne har man for tiden to tidligere formænd gående på Christiansborgsgange, og en nede i Europaparlamentet, som alle i virkeligheden gerne ville styre skibet - og så endda i forskellige retninger. På Christiansborg har man desuden et par trætte partisoldater med et halvt liv i partiet, der ikke nødvendigvis er rigtig glade for at skulle forandre noget som helst - hverken leder eller retning i dansk politik. Udover de tidligere formænd, der i øjeblikket overvejer at forære Helle Thorning-Schmidt en enkeltbillet til Bruxelles, findes der også folk, der mener, at Socialdemokraterne burde forandre sig i en helt anden retning.
Med folk som Lykketoft, Auken, Gjellerup og den i øvrigt utroligt gode taber Frank Jensen som en del af folketingsgruppen bliver enhver forandring fra den nye ledelsesside en lang og bumpet vej. Hvor disse personer enten havde taget sin afgang eller var blevet fyret i en privat virksomhed, har man i et politisk parti en flok folkevalgte "ansatte" som man ikke kan komme af med, og som ikke nødvendigvis vil det bedste for organisationen. Det er dette klima Helle Thorning-Schmidt skal navigere i, og forsøge at styre Socialdemokraterne ind i en ny epoke med befolkningens gunst.
De udfordringer som Thorning-Schmidt står over for kan virke uoverstigelige og nærmest umulige at gå til. Hvordan får man f.eks. gennemført at efterlønnen skal tilpasses for folk, der nu er under 40 (og ikke for dem over 40 år som det på mærkværdig vis var fremhævet i dagens Metro Express)? Eller hvordan får man befolkningen til at tro på at man fører en konsekvent udlændingepolitik, som befolkningen åbenbart i store hele forlanger? Til det formål er det rigtige hold blevet sat. Man har valgt en gruppe mennesker, der forstår sig på at tale til befolkningen og komme ud over gelænderet med budskaberne. Man har valgt en flok yngre personer, der kan flytte stemmerne over midten og skabe en fokuseret og kommunikerende organisation. Men først skal budskaberne have substans, og politikken defineres - ellers får man ikke meget ud af dygtige kommunikatører som Mette Frederiksen, Lotte Bundsgaard og Thorning-Schmidt selv. Formår den nye ledelse at reformere partiet og stille et slagkraftigt hold af erfaren integritet og viljestærk fornyer-ånd, tror undertegnede faktisk, at Thorning-Schmidt og co. kan slå Fogh. Et er sikkert Anders Fogh har sat det store analysemaskineri i gang for så tidligt som muligt at få lavet en præcis konkurrentanalyse af Thorning-Schmidts nye hold.
posted by Troels Johannesen at 4/14/2005 09:33:00 PM
1 Comments:
"Helle vil slå Anders Fogh". Det er målet, men hvorfor synes vi det er vigtigt? Hvem har reelt skylden i arrangerede fejlbehandlinger "arbejde efter regler" på sygehuse, læger, arbejdspladser og i klagenævn mv? Hvor er det troværdige samarbejde om landets bedste, når dette kan ske, og når Socialdemokratiet, som det eneste parti samtidig nægter at samarbejde med blå blok? De har dårlig samvittighed, og de ved, at det de gør er ulovligt. De håber bare, at hemmeligheden kan bevares til efter valget. Hvorfor? Hvordan kan det accepteres? Demokratiet er reelt sat ud af kraft for de ofre de har udvalgt sig. Dem de skal bruge som dokumentation for politiske mål. Det er normalt fyringsgrund på et job uanset niveau, at nægte at samarbejde eller at direkte udvise dårligt værdiarbejde overfor andre. Hvorfor accepterer vi det? Jeg finder det utrygt og udemokratisk. Hvis arbejdsgivere skal lytte, kan det gøres på en anden måde uden at bringe ofre. Det hedder god kommunikation og forhandlingsteknik. Ikke gidseltagning. Det er usselt og fejt. Er det vores nye statsminister der står for det, og hvis jeg tager fejl hvem har så skylden i de mange fejl der sker, som smatidig er umulige at klage over og retfærdigt behandlet? Magt og manipulation anvendes. Det er lusk og det er udansk. Hvem har ansvar for klagenævn? Det kriminelle og kritiske sker i rødt funktionsområde, og advokater ønsker ikke sager med staten, selvom de godt kan se de uacceptable. Hvorfor?. Politiske interesser eller afmagt? Sandheden er, at oppositionen bruger politiske modstandere i de svagere grupper (hvis de ikke er der, kommer de der) for at dokumentere dårlige resultater. Jeg mener vi har brug for Margrethe Vestager til at styre de strategisk vigtige magthavere overalt i det danske samfund, men jeg tør ikke stemme på Vestager, da jeg mener blå bloks våben er mindre farlige og mindre modbydelige end røde. De flytter bare arbejdspladser ud af landet eller fyrer de uduelige ledere som ikke vil samarbejde. Det er til at forstå. Personforfølgelser og gidseltagning er primitive redskaber. Forklar mig gerne, om jeg tager fejl, men vis mig din indentitet. Danmark er i krig, og ulovlige våben er i brug. Hvem tager ansvar for egoisme og åbner for sandheden om det kritiske, så vi kan starte oprydning?
Send en kommentar
<< Home