Regeringsrokade og kontraktpolitik

Den nye regeringssammensætning viser Foghs fokusering på at opfylde sin kontrakt med vælgerne. Valgkampens store løfte om en forbedret Folkeskole ligger nu i hænderne på Regeringens hårde hund; Bertel Haarder. Dermed bliver det et comeback i Undervisningsministeriet til Haarder, der endnu engang får rollen som ministeren, der skal rydde op i to ministerier, der på hver deres måde har været igennem en problematisk periode under Foghs første regering.

Både Kirkeministeriet og Undervisningsministeriet har haft deres problemer med at komme igennem med forskellige sager, hvilket blandt andet skyldes Tove Fergos og Ulla Tørnæs´ manglende gennemslagskraft i befolkningen, og i medierne. Der har således ikke været en stærk frontfigur for de forandringsprocesser, der allerede var lagt op til i 2001. Med Haarders indtræden som minister for skoler og kirker bliver den stramme linje fra Integrationsministeriet ført videre, og så kan vælgerne forvente reformer. På den baggrund er valget af Haarder logisk. For ministeren, der ikke går efter at vinde nogle popularitetskonkurrencer skal nu til at kæmpe med magtfulde organisationer som f.eks. Danmarks Lærerforening om reformer i Folkeskolen. Og det er nok ikke noget der huer lærernes forening, som havde en noget blødere modpart i Ulla Tørnæs.

Modstanden mod reformerne fra lærernes side, bliver dog nok ikke mindre ved, at Bertel Haarder ikke har det bedste ry i lærekredse fra sin første tid i som Undervisningsminister. I den kommende valgperiode vil vi se nogle spektakulære sammenstød mellem Haarder, og de han er minister for.

Regeringsrokaden har også givet plads til de Konservatives Lars Barfoed og Venstres Rikke Hvilshøj, der skal overtage Haarders Integrationsministerium. De to forholdsvis ukendte ansigter kommer til at overtage ministerier, der på hver sin måde har vundet valget i 2005 for den borgerlige fløj. Integrationsspørgsmålet og børnefamilierne er nu så meget under kontrol, med Foghs briller, at ministerierne kan overlades til mere uprøvede kræfter, der primært skal administrere - her får Lars Barfoed dog den største opgave i at efterfølge den populære Henriette Kjær på kvindernes domæne i Familie - og forbrugerministeriet.

Kabalen om ministerposten må siges at være et nederlag for Ulla Tørnæs, der mister Undervisningsministeriet og får et nyt Udviklingsministerium. Dette kan ses som føromtalte fokus på opstramninger på Folkeskoleområdet, og samtidig ses som, en erkendelse af, at Tørnæs ikke har nok gennemslagskraft overfor aktørerne på området og overfor hendes mediehåndtering. Hvem husker ikke hendes tale til studerende og folkeskoleelever på en blokvogn foran Christiansborg med misforstået ung med de unge budskaber, og den berygtede ”misinformations-tale”. Tørnæs kan nu se frem til tre-fire år i kamp mod SF og Enhedslisten for at hæve udviklingsbistanden.

Rokaden blev heller ikke den store triumf for de Konservative, der ikke fik fingrene i hverken Skatteministeriet eller Undervisningsministeriet som var de to store områder som partiet gik til valg på. Denne fordeling mellem Venstre og Konservative indikerer endnu en valgperiode med Venstre et skridt eller to foran Bendtsen og. co. trods disse bedre valg.

Foghs rokade betyder er i høj grad en imødekommelse af nogle af de emner, hvor han ved at oppositionen står stærkt. På Folkeskoleområder får Socialdemokraterne og De Radikale således kamp til stregen med Haarder som modspiller. På det taktiske plan har Fogh udskiftet eller fjernet ansvarsområder som skal være i front i den kommende valgperiode. Det eneste, der i den forbindelse kan undre er, at Eva Kjær Hansen bliver i Socialministeriet - dette skyldes formentlig dels, at hun har godt tag i de kvindelige vælgere, og at der simpelthen ikke har været en bedre løsning i Venstres folketingsgruppe, at man ikke har villet overdrage ministeriet til de Konservative. regeringsrokaden blev på alle måder et eksempel på fremsynet valgstrategi - denne gang som en gentagelse af Fogh kontraktpolitik.

Kjær, Fergo og ministeriel krisekommunikation

Med Henriette Kjærs afgang som Familie - og forbrugerminister har Regeringen ikke fået den bedste start på en ny regeringsperiode, der ellers umiddelbart så ud til at skulle blive uproblematisk for Fogh og Bendtsen. Regeringsgrundlaget og ministerrokaden bliver med både Tove Fergos mærkværdige fravær fra offentlighedens søgelys og Kjærs afgang, noget mere kompliceret end Fogh og Bendtsen havde forestillet sig. Kommunikativt er de to afgående ministres afsked vidt forskellige, hvilket resulterer i to vidt forskellige offentlige meninger om de to kvinder. Deres afsked med ministerhvervet er samtidig eksmpler på hvordan de to kvinder har haftvidt forskellige tag i pressen og i befolkningen.

Skrækeksemplet først. Som beskrevet i det forrige indlæg her på siden har Tove Fergo ikke haft den heldigste hånd i Kirkeministeriet. Hun har haft store dele af kirken mod sig, hun har haft sit eget embedsværk imod sig og hun har i sin embedsperiode også fået både presse og befolkning i mod sig. Tove Fergo har aldrig været mediernes darling, men hendes forsvindingsnummer efter ikke at være blevet genvalgt til Folketinget må siges at være dråben, der fik bægret til at flyde over hvad angår dårlig mediehåndtering. Klare udmeldinger har der ikke været nogen af, og så har det ikke gjort det bedre, at hendes mand har kommet med udmeldinger uden åbenbart at have vendt det med sin kone.

I et andet parforhold i det borgerlige ministerteam har der også været knas i kommunikationen. Ja vist vi kan vel alle glemme at betale en regning, men det er dog de færreste af os, der ikke får at vide af vores samlever, hvis vi skulle blive retsforfulgt. Sådan er det åbenbart ikke hjemme hos Erik Skov Petersen og Henriette Kjær, og det blev altså Kjærs store moralske og politiske problem. Når privatøkonomi bliver en del af pressen er vi vel alle en smule betænkelig om det overhovedet hører hjemme i den offentlige sfære. Men når den politiske troværdighed står på spil - ikke blot for ministeren men for et hel parti eller regering er på spil, er der ikke mange alternativer til at tage sin afsked.

Dagens pressemøde, hvor Henriette Kjær måtte fortælle om rod i sin private økonomi og om et samleverforhold, der grænser til det mærkværdige, var en opvisning i, hvad der var det eneste rigtige at gøre for at begrænse skaden, der er sket for Henriette Kjærs politiske liv samt for De Konservatives omdømme i en rum tid fremover. Ved at trække sig undgå Henriette Kjær at skulle høre på morsomheder som "Overforbrugsminister" med tilhørende troværdighedsproblem til følge. Som minister eller som folketingspolitiker i det hele taget, er der ingen fremtid i at varme taburetten med et troværdighedsproblem hængende over hovedet.

Henriette Kjær har været en populær minister. Vi har tidligere her på siden argumenteret for, at hende og hendes åbne og menneskelige ansigt, var en vigtig brik i at få positioneret Regeringen som garant for børnefamilier, velfærd og ligestilling. Og så er Henriette Kjær en dygtig kommunikatør. Sådan en der virker naturlig på skærmen, og som man sagtens kunne forestille sig at tage en sludder med over hækken ude i Hellerup. Hun taler til især de kvindelige vælgere, og hun lader følelserne løbe af med sig, så vi andre sidder og føler med hende. Det er den slags politikere, der er moderne politiks store stemmeslugere for det er dem Hr. og Fru Danmark kan identificere sig med.

Med Henriette Kjærs hurtige retræte fra sin ministerpost, har hun bevaret sin mulighed for at et comeback, og i den henseende gør det ikke noget at hun kneb en lille tåre live på landsdækkende TV - ligesom det i øvrigt sikkert ikke er nogen ulempe, at Mette Frederiksen gjorde det samme under Lykketofts afgangstale på valgaftenen. Fælles for Frederiksen og Kjær er i øvrigt, at de er naturlige på en skærm og, selvom de naturligvis får medierådgivning, at man om disse kvinder for alvor kan tale om "antispin". Henriette Kjærs beslutning om "at være familieminister for sin egen familie" er heller ikke noget dårligt statement, når nu man skal komme med en udtalelse om, hvad man så skal få tiden til at gå med. Den går direkte ind hos alle "Fimlieministre" rundt omkring i de danske stuer.

Henriette Kjærs krisekommunikation er karakteriseret ved at være hurtig, ærlig og ansvarstagende, og dermed udfører hun damage control for sig selv og sit parti på effektfuld vis, og på denne måde går der ikke mange dage før sagen er lagt på hylden, og en ny historie dominerer mediernes dagsorden. Hos Tove Fergo er det helt anderledes. Hendes manglende udmeldinger, rygter og harme over medierne er det modsatte af damage control, og ødelæggende for en politisk karriere og eftermæle. Med de to forskellige tilgange til at navigere i politisk stormvejr, er der grund til at sætte sine penge på, at vi ikke ser mere til Tove Fergo på den politiske scene, og at vi med tiden ser Henriette Kjær komme tilbage med fornyet kraft og med troværdigheden i behold. Til den tid bliver det så spændende at se om hun holder ved sin samlever, som øjensynligt både var skyld i den aktuelle krise, og som blev Kjærs redning i sin rolle som mediernes syndebuk.