Lad mig sige det ligeud

Klar tale er en nødvendighed for at blive formand for Socialdemokraterne. Partiet har været igennem en lang periode med mudder i politikken, uld i munden og manglende gennemslagskraft overfor marginale vælgergrupper. På jobbeskrivelsen for den kommende socialdemokratiske partiformand står der derfor med store bogstaver, at vedkommende skal kunne komme ud bag skærmene i det ganske land, og trænge ind til den befolkning som det store arbejderparti har tabt sit ellers solide greb om. Med andre ord gælder det for den kommende formand at kunne tage kampen op mod Foghs direkte og appellerende henvendelser til befolkningen, så det er de socialdemokratiske svar der bliver hørt af en befolkning, der ved enhver given lejlighed spørger hvilken ved landet skal bevæge sig i et accelerende verdenssamfund.

På mandagen efter en kongres, hvor socialdemokratiske delegerede kunne se girafferne i aktion, er det derfor tid til at se et par dage tilbage, og se på hvem af de to formandskandidater Frank Jensen, og Helle Thorning-Schmidt, der klarede sig bedst, og bedst fik bevist hvem der kan skære igennem og trænge ud til ikke blot socialdemokratiske medlemmer, men også Hr. og Fru Maren i Kæret og på den måde positionere den socialdemokratiske idé i øjenhøjde på vælgerne, og få givet sin egen kampagne et boost frem mod den sidste måned af et Marathon kampløb om magten. Lag mig (endnu engang) sige det ligeud. Helle Thorning-Schmidt trådte i karakter som en kandidat, der ikke blot siger hun kan slå Fogh, men som måske faktisk har noget at have det i. Med "Lad mig sige det ligeud" som en godt tænkt gennemgående parole for hendes tale ved kongressen, så vi TV seere for en af de første gange Thorning-Schmidt på den politiske scene, live, foran et stort publikum. Og det virkede som om hun havde gjort sit hjemmearbejde. Med klare formuleringer af hendes visioner for det socialdemokratiske projekt og en afstandtagen til Jensens klassekamp, fik det nyvalgte folketingsmedlem lagt afstand til både Jensen og venstrefløjen i Folketinget.

Når de pæne overordnede ord om at ville samle et splittet parti var blevet sagt, blev det tid til en af de strategiske glansnumre; nemlig at henvende sig til de socialdemokratiske borgmestre. Her blev hånden strakt ud til en vision om, at by og land skal arbejde bedre sammen i Socialdemokratiet, og at der skal trækkes på de lokale og regionale kræfter i det landspolitiske spil. Denne manøvre var på mange måder en nødvendig proaktiv indsats fra Thorning-Schmidt. For det første er det jo fornuftigt at love mere indflydelse til de lokale politikere, der i høj grad sidder på magten til at påvirke formandsvalget, for det andet var det vigtigt for Thorning-Schmidt at lægge behørig afstand til sit image som supereuropæer. Med denne hånd nede i den danske muld, forsøger Thorning-Schmidt at sætte fokus på hendes opvækst Ishøj, og samtidig lave grin med sit eget ufrivillige Gucci prædikat.

Fra talerstolen lignede Thorning Schmidt en der kan lide at være i rampelyset, og som har den karakter og manøvredygtighed til at give Fogh kamp til stregen ved næste valg. Og netop dette element, er Thorning-Schmidts store fordel i sin kamp mod Frank Jensen. De flester medier vurderer, at Thorning-Schmidt har større chancer for at slå Fogh, end Jensen - og at Fogh og Venstre strateger ovenikøbet frygter at skulle op mod Thorning-Schmidt ved næste valg. Dette skyldes ikke mindst to fakta: For det første det, at Thorning-Schmidt er kvinde, og for det andet appelerer hun til et bredt spektrum af vælgere fra højre side af SF til langt ind i borgerlige rækker hos Dansk Folkeparti og De Konservative. Hun vil derfor kunne flytte de vælgere, der skal til for at få et regeringsskifte. Frank Jensen vil ikke kunne flytte stemmer fra andre end partier i "den røde" blok, og dermed mangler der stadig syv mandater. "Vinderchance" argumentet er måske Thorning-Schmidts stærkeste, og den vi vil se blive kørt frem i spids i den sidste måneds af formandsvalgkampen.

Vi vil ligeledes se Frank Jensen gå mere i kødet på Thorning-Schmidt i forhold til hendes manglende Christiansborg erfaring - og det bliver i den forbindelse spændende at se, om der er nogle nyhedsmedier, der begynder at lave historier, der viser hvor lidt Thorning-Schmidt i virkeligheden er inde i verserende Christiansborg sager (det er ikke meget tid hun er der for tiden). Et bud herfra vil dog være, at langt de fleste medier lader den slags historier blive på skrivebordet, da Helle Thorning-Schmidt ganske enkelt er en langt bedre historie, end Frank Jensen. I Helle Thorning-Schmidt har nyhedsmedierne fundet en ny darling, der er god for en overskrift og som kameraet ser ud til at elske. Dette giver naturligvis Thorning-Schmidt en fordel i forhold til Frank Jensen, som medierne virker trætte af at beskæftige sig med, og som ikke leverer de billeder, der er hele fundamentet for overhovedet at kunne komme af med sin politik.

For de to kandidater handler det om, at gå målrettet efter eksponering i den kommende tid, uden at de socialdemokratiske medlemmer når at blive træt af de samme formuleringer, gestik og historier om barndom i Nordjylland og Ishøj. Kandidaterne kan med stor fordel forberede et mix af eksponering bestående af "livstils eksponering" i de landsdækkende medier, og mere konkret politisk debat i de lokale og regionale medier. På denne måde kommer kandidaterne både af med deres holdninger til leverpostej og gåselever, og mulighed for at lave kontraktpolitik med sine egne medlemmer.

Hele Thorning-Schmidts taleog hele Frank Jensens tale fra Poltik.tv2.dk
Denne artikel er den anden af tre temaartikler om det socialdemokratiske formandsvalg.