Regeringsrokade og kontraktpolitik

Den nye regeringssammensætning viser Foghs fokusering på at opfylde sin kontrakt med vælgerne. Valgkampens store løfte om en forbedret Folkeskole ligger nu i hænderne på Regeringens hårde hund; Bertel Haarder. Dermed bliver det et comeback i Undervisningsministeriet til Haarder, der endnu engang får rollen som ministeren, der skal rydde op i to ministerier, der på hver deres måde har været igennem en problematisk periode under Foghs første regering.

Både Kirkeministeriet og Undervisningsministeriet har haft deres problemer med at komme igennem med forskellige sager, hvilket blandt andet skyldes Tove Fergos og Ulla Tørnæs´ manglende gennemslagskraft i befolkningen, og i medierne. Der har således ikke været en stærk frontfigur for de forandringsprocesser, der allerede var lagt op til i 2001. Med Haarders indtræden som minister for skoler og kirker bliver den stramme linje fra Integrationsministeriet ført videre, og så kan vælgerne forvente reformer. På den baggrund er valget af Haarder logisk. For ministeren, der ikke går efter at vinde nogle popularitetskonkurrencer skal nu til at kæmpe med magtfulde organisationer som f.eks. Danmarks Lærerforening om reformer i Folkeskolen. Og det er nok ikke noget der huer lærernes forening, som havde en noget blødere modpart i Ulla Tørnæs.

Modstanden mod reformerne fra lærernes side, bliver dog nok ikke mindre ved, at Bertel Haarder ikke har det bedste ry i lærekredse fra sin første tid i som Undervisningsminister. I den kommende valgperiode vil vi se nogle spektakulære sammenstød mellem Haarder, og de han er minister for.

Regeringsrokaden har også givet plads til de Konservatives Lars Barfoed og Venstres Rikke Hvilshøj, der skal overtage Haarders Integrationsministerium. De to forholdsvis ukendte ansigter kommer til at overtage ministerier, der på hver sin måde har vundet valget i 2005 for den borgerlige fløj. Integrationsspørgsmålet og børnefamilierne er nu så meget under kontrol, med Foghs briller, at ministerierne kan overlades til mere uprøvede kræfter, der primært skal administrere - her får Lars Barfoed dog den største opgave i at efterfølge den populære Henriette Kjær på kvindernes domæne i Familie - og forbrugerministeriet.

Kabalen om ministerposten må siges at være et nederlag for Ulla Tørnæs, der mister Undervisningsministeriet og får et nyt Udviklingsministerium. Dette kan ses som føromtalte fokus på opstramninger på Folkeskoleområdet, og samtidig ses som, en erkendelse af, at Tørnæs ikke har nok gennemslagskraft overfor aktørerne på området og overfor hendes mediehåndtering. Hvem husker ikke hendes tale til studerende og folkeskoleelever på en blokvogn foran Christiansborg med misforstået ung med de unge budskaber, og den berygtede ”misinformations-tale”. Tørnæs kan nu se frem til tre-fire år i kamp mod SF og Enhedslisten for at hæve udviklingsbistanden.

Rokaden blev heller ikke den store triumf for de Konservative, der ikke fik fingrene i hverken Skatteministeriet eller Undervisningsministeriet som var de to store områder som partiet gik til valg på. Denne fordeling mellem Venstre og Konservative indikerer endnu en valgperiode med Venstre et skridt eller to foran Bendtsen og. co. trods disse bedre valg.

Foghs rokade betyder er i høj grad en imødekommelse af nogle af de emner, hvor han ved at oppositionen står stærkt. På Folkeskoleområder får Socialdemokraterne og De Radikale således kamp til stregen med Haarder som modspiller. På det taktiske plan har Fogh udskiftet eller fjernet ansvarsområder som skal være i front i den kommende valgperiode. Det eneste, der i den forbindelse kan undre er, at Eva Kjær Hansen bliver i Socialministeriet - dette skyldes formentlig dels, at hun har godt tag i de kvindelige vælgere, og at der simpelthen ikke har været en bedre løsning i Venstres folketingsgruppe, at man ikke har villet overdrage ministeriet til de Konservative. regeringsrokaden blev på alle måder et eksempel på fremsynet valgstrategi - denne gang som en gentagelse af Fogh kontraktpolitik.