Fogh og alle de andre

Så blev det afgjort. Efter en valgkamp, hvor mange borgere ligeså stille tabte interessen for hvem der vandt, blev det igår tid til at tælle stemmerne op. Og selvom de i skrivende stund stadig tæller, sidder man dagen derpå med en følelse af, at der er sket noget stort det sidste døgn, selvom det egentlig ikke var noget stort valg for andre end de Radikale. For når både Lykketoft og Holger K. annoncerer sin afgang, er der for alvor sat gang i en politisk udskiftning på Borgen. Lægger man til dette et nyt Folketing uden Kristendemokraterne, CD og et styrket Dansk Folkeparti, ser det for alvor ud som om, at blokkene i Folketinget er blevet markeret og, at midten i dansk politik dermed er fortid.

Manden i midten hedder Anders Fogh Rasmussen. Fra dag et i valgkampen har det været Fogh mig her, der og alle vegne. Tiltider har der været så meget Fogh, at vi er nogle der har overvejet om det der nymodens kloning allerede var taget i brug, for Fogh har været allestedsnærværende - i hvert fald når det kunne tænkes at hive stemmer hjem og når kameraerne snurrer. På mange måder er den nu overståede valgkamp blevet til under prædikatet "Fogh og alle de andre". I skolen ville børnene måske sige Fogh mod rosset, men her nøjes vi med at konstatere, at det tiltider har set ud som om Anders Fogh kunne vinde valget alene, hvilket han dog langt fra har været.

Det er en af Venstres mest gennemarbejdede strategier, der ligger til grund for, at vi kan efterrationalisere ved at sige, at Fogh da også var alle vegne i valgkampen. Der er flere elementer i dette. For det første havde Venstre valgt, at det skulle være Fogh, Fogh og atter Fogh, der blev eksponeret i denne valgkamp. Der var kæmpeplakater af Fogh som den glade familiefar, der var Fogh i skjorterærmer, der var Fogh ved pølsevognen og der var først og fremmest statsmanden Fogh. Rammen for denne mega-eksponering af Fogh bestod ligesom i 2001 af det danske road trip "Dialog med Anders Fogh". På den måde kom Fogh og følge rundt i landet, og rundt til den almindelige dansker. Om dagen var Fogh f.eks. i Århus, om aftenenen live på TV2 fra København. Det dialogiske korstog, og de meget velvillige medier, der som lovrende hunde fulgte efter karavanen, blev endnu engang en succes, hvor Fogh viste sit folkelige ansigt.

En anden ting der er unikt for Venstres måde at føre valgkamp på, er valget af profiler i valgkampen. I Venstre har man brugt een; Fogh. Mens man hos Socialdemokraterne, Konservative, Radikale og DF har brugt mindst 4-5 forskellige ansigter (med undtagelse af DF, som altid bruger det samme blonde trekløver). Hos Venstre bruger man stort set kun Fogh til at udtale sig om hvad som helst, med mindre det handler om at slukke en brand, så sender man Jens Rohde eller Lars Løkke Rasmussen i byen - Fogh skal være pletfri, og der må andre tage skraldet. Det beste eksempel på dette er Venstres valgvideo. Her var det Foghs tur rundt i landet, med Fogh som fortæller og Fogh foran kameraet, der skulle minde danskerne om, at det er Fogh der styrer Danmark fra gulv til loft. Med en sådan strategi er der ikke plads til mange andre. Prøv bare at huske tilbage på valgkampen, og se om du kan huske at have set ellers prominente navne som Thor Pedersen, Bertel Haarder, Ulla Tørnæs eller Eva Kjer Hansen mere end en gang eller to på landsdækkende TV. Det har jeg ikke, og det skyldes, at Fogh har taget sig af de landsdækkende medier og de store sager, mens andre Venstrefolk kunne få lov til at føre valgkamp rundt omkring i de forskellige valgkredse.

En sådan strategi kræver sin mand. Det kræver først og fremmest, en person, der kan sin politik til fingerspidserne, som ved hvor der skal indrømmes og hvor der skal afvises, og måske ligeså vigtigt; det kræver en kommunikatør, der kan sit kram. Fogh er, så vidt vides, ganske menneskelig, og derfor er Foghs succes som ene mand i front heller ikke lagt an på, at han skal huske hvert et ord, der er blevet sagt i valgkampen eller hvert et komma, der står i de forskellige partiers valgprogrammer. Det handler om, at få udvalgte mærkesager og tilhørende punchlines bliver gentaget nærmest ordret aften efter aften gennem hele valget. Engang var det "Pengene fosser ud af statskassen", og i 2005 er det "En stemme på Jelved er en stemme på Lykketoft" eller "Det skal være slut med minuttyranniet", for ikke at nævne partiets slogan, der blev brugt ved enhver given lejlighed. På samme måde som enkelte punchlines blev flittigt brugt blev forskellige andre retoriske midler også anvendt primært i direkte duel med Lykketoft. Som f.eks. når Fogh siger ud i en forsamling, at Lykketoft bør være "konstruktiv", "ikke så sur" eller "imødekommende". Med disse små taktiske manøvrer får Fogh og hans medierådgivere placeret Fogh som den konstruktive, positive og imødekommende og konkurrenten som det modsatte. På samme måde forholder det sig naturligvis med brugen af ordet "skræmmekampagne", eller det langt mere spøjse og klodsede "løgnekampagne", som brugt ved den sidste partilederrunde på TV2, og som omtalt tidligere her på siden.

Frank Jensen har været ude med kommentarer om, at nu var Foghs Teflon ved at blive kradset af, og befolkningen begyndt at se hva Fogh virkeligt står for, når tæppet er faldet og lyset gået ud. Mange vil kalde Foghs retorik og undvigemanøvrer for Teflon, andre vil kalde det for professionel polititisk kommunikation - om man kan lide det eller ej. Men de to sidste dage i valgkampen virkede det faktisk som om, Fogh var presset. Socialdemokraterne fik presset ham i defensiven og sagen fra Søndre Storkreds gjorde heller ikke tingene bedre. De sidste to dage kunne man gribe Anders Fogh i at vrøvle, som ellers har været Bendt Bendtsens helt egen disciplin i denne valgkamp. Om det var de tre uger med medieeksponering 24/7 eller om oppositionen virkelig var ved at få ram på Fogh og fortalt vælgerne om forskellen på de og dem vides ikke, men det virkede tiltider som om Fogh var rystet trods det komfortable forspring.

Og valget blev jo ikke den gyser, som heller ingen havde regnet med. Dertil var Socialdemokraterne for svage og Venstre for stærke. Et kalkuleret mandattab kan man vel kalde det, der skete for Venstre som afgav lidt til Konservate, mens Socialdemokraterne gav lidt til Dansk Folkeparti. På kommunikationsfronten blev forskellen i de to lejre ekpliciteret af Lykketoft på valgaftenen. Som en del af forklaringen på nederlaget, mente Lykketoft, at den store økonomiske forskel på S og V gjorde udslaget. Pressebemandingen og eksponeringen i medier og i bybilledet mente Lykketoft var en af årsagerne til nederlaget. Og han har jo ret Lykketoft. Uden fagbevægelsen og eksperter, der tør sætte sig op mod Regeringens udspil er det en lang vej op ad bakke, hvor man er så langt bagud når startskuddet lydder, at man kan overveje om det overhovedet giver mening at starte. Ja i denne valgkamp var der så sandelig Fogh, og så alle de andre.
Denne artikel er den sidste af tre om Venstres kommunikative beredskab