mandag, januar 24, 2005

Refuse and deny - reaktiv strategi fra V & K

Valgkampens dag 7 har stået i de økonomiske vismænds tegn, og i en reaktiv kommunikationsstrategi, der har placeret skudsikre veste på folketingskandidaterne fra V og K. Det handler om, hvordan regeringspartierne reagerer på kritik fra opposition og uafhængige eksperter. Ti økonomiske vismænd har analyseret og vurderet, at VK-regeringens udspil om 60.000 i flere i arbejde inden 2010 ikke kan realiseres med den foreslåede økonomiske politik. Udmeldingen bliver straks skudt ned af først Thor Pedersen i en Ritzau-nyhed, og i DR nyhedernes sene udsendelse klokken 21 så også af Bendt Bendtsen. Kritikken ignoreres, og man gentager sit budskab om visionen for 2010. På den måde bliver det usexede økonomiske stof aldrig til at blive et emne i forhold til V & Ks troværdighed overfor vælgerne, og kritikken fra vismændene klæber ikke til regeringen.

På samme måde med Socialdemokraternes klage over, at embedsmændene i Finansministeriet tilsyneladende er blevet brugt til at skyde Socialdemokraternes arbejdsløshedsforslag ned. Her træder Anders Fogh selv frem på scenen, og nægter at Finansministeriet har betjent ham og hans regering i diskussionen med Socialdemokraterne. Den reaktive strategi med at tilbagevise angreb følges gerne op af ordet "skræmmekampagne", som ellers udelukkende plejer at blive brugt af Venstres folk i forhold til velfærdsdiskussionerne med Socialdemokraterne. Her tilbagevises Lykketoft og co. gang på gang med argumentet om, at oppositionen benytter sig af den samme skræmmekampagne som gjorde udslaget ved valget i 1998. Dermed bliver der ikke diskuteret reelle politiske forskelle mellem de to fløje, og vælgerne får aldrig mulighed for at trænge ind bag de velplacerede parader, og se hvor de politiske forskelle ligger. Det er som bokseren, der er foran på points, og som derfor danser rundt i ringen uden for modstanderens rækkevidde. Bliver man for en enkelt gangs skyld fanget i et hjørne, råber man op om unfair spil. I en reaktiv strategi bestående af hurtige afvisninger og benægtelse, kaster man ikke håndklædet i ringen for nogen.