Venstre bag facaden

Det vil altid være væsentligt at holde uroligheder inden døre for partierne. Dette gælder naturligvis særligt når der er udskrevet valg. I en valgkamp gælder det på alle måder for partierne om at have ro på de indre linjer, og holde stridigheder mellem forskellige kandidater og forskellige fløje langt væk fra mediernes næse for gode historier med åbenlyse konflikter. I modsætning til Socialdemokraterne og Konservative har Venstre altid været gode til at holde de fleste uroligheder ude af medierne, og har dermed undgået at få mudret sine budskaber til. Og det er netop forplumringen af de eksternt kommunikerede budskaber, der er hovedproblemet ved at føre fløjkrig i medierne. Og nu er det så også sket for Venstre.

Forholdet mellem Martin Geertsen og Søren Pind på den ene side og Venstres partitop er måske ikke det bedste det kunne være, og sådan har det været længe. Dette anstrengte forhold er nu brudt ud i åben ild, og partitoppens kommunikative evner skal nu for alvor stå sin prøve. For en god sag er det ikke for Venstre, at man tilsyneladende har presset en folketingskandidat eller to til at trække sig, så partiets politiske ordfører Jens Rohde kunne blive valgt i Søndre Storkreds i København. Berlingske Tidende, Politiken, Jyllandsposten, Ekstra Bladet og samtlige nyhedsudsendelser på TV har beskrevet miseren indgående, og presset på inderkredsen i partiets top er stort. Dermed er der lagt op til, at Venstre kommunikationsstrategiske kriseberedskab skal sættes ind, og det er det blevet uden nogen egentlig har lagt mærke til det.

For Venstre gør ikke ret meget i en sådan sag, i hvert fald ikke som medierne og dermed offentligheden får del i. Som beskrevet tidligere her på siden, arbejder Venstre primært med en strategi om at afvise alt hvad der opstår af angereb fra oppositionen, interne konflikter - medieskabte eller med bund i partiets interne eller eksterne interessenter. Således er det også sket i denne sag. Det er først og fremmest Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen, der står for skud i denne sag, og ham har man endnu ikke hørt fra i denne sag, og det skyldes ikke, at han er taget på skiferie med familien. Venstre forsøger naturligvis at lukke denne meget uheldige sag her tre dage før valget, og mener åbenbart ikke, at det kan gøres ved nogen form for udtalelse. Da historien de fleste steder er blevet vinklet til fordel for Geertsen, og vækker "demokrati-foragelse" hos medier og vælgere er der, hvis historien om parttoppens trusler er sande, en sag, der måske ikke laver et åbent sår i Venstres glatte overflade, men som skrammer gevaldigt i lakken, og derfor skrinlægges sagen til efter valget.

At sagen får indflydelse på valgresultatet er tvivlsomt, og det syldes netop Venstres kommunikative beredskab. Man udtaler sig ikke om emnet, gør sagen til et "personanliggende", og kun direkte konfronteret med det i f.eks. Krydsild på DR 1, kommenterer partiets top på historien. Her valgte Anders Fogh, rådført af sin spindoktor, at vælge den eneste hurtige vej ud af suppedasen: At sige, at "den slags sker i en valgkamp", og inddrager en af Venstres primære punchlines "Plads til forskellighed", for derefter at lægge afstand til historien, så den ikke skader partiet og måske endnu vigtige Anders Fogh selv.

I en sådan sag er det nemlig væsentligt at holde partiets frontfigurer og officielle valgkamps-ansigter ude af konflikten, og lade andre tage skraldet. Således har Anders Fogh og Jens Rohde enten slet ikke kommenteret på det, afvist det eller også har man bagataliseret historien. På den måde forsøger man at lukke historien, og bevare billedet af et parti i demokratisk harmoni, så marginalvælgere ikke afskrækkes af partiets topstyring. Netop topstyringen er en central del af denne sag. Venstre er det mest topstyrede parti i Folketinget, og dette er netop en af grundene til, at Venstre er de bedste til at kommunikere få klare budskaber i medierne, lave kontraktpolitik med vælgerne og benytte sig af få nøglepersoner i valgkampen. Men denne kontante topstyring - personaliseret i den tiltider arrogante Jens Rohde - kan vise sig at få forskellige vælgersegmenter til at vende sig fra partiet, ligesom det efter valget kan give anledning til intern uro med ekskluderinger og udmeldelser til følge.

Og efter valget bliver det. Som parti udkæmper man ikke en sørøverkrig mellem kandidater tre dage før valget. Derimod venter man til man efter valget, med al sandsynlighed, kan tage fire år mere som Danmarks altdominerende parti. På den måde kommer sejren ikke til at smage særligt godt for Martin Geertsen og andre partimedlemmer, der har været involveret i historien om truslerne fra partitoppen. For hvilken fremtid har en mand, der har sat sig op mod "magtens firkløver" bestående af Jens Skipper, Anders Fogh, Claus Hjort Frederiksen og Michael Kristiansen? Når man som Geertsen har været illoyal mod partitoppen, og har fået luftet sit snavsede undertøj ude i byen, er der nok langt til forskellige ansvarsposter i form af udvalgsposter og ordstyrerfunktioner. Såfremt Geertsen bliver valgt til Folketinget vil han blive isoleret fra inderkredsen omkring Anders Fogh, og vil ikke komme til orde sålænge Anders Fogh er ved roret.

Spørgsmålet er, om striden er så voldsom, at man kan forestille sig et liberalt udbrud fra partiet, anført af f.eks. Søren Pind, Martin Geertsen og andre yngre politikere med base i Venstres Ungdom? Der har længe været brokkerier fra den liberale fløj i partiet over Venstres "socialdemokratiske" kurs, og denne sag kan være det sidste strå. For Pinds vedkommende bliver dette nok ikke tilfældet, da for altid vil sætte en stopper for hans ambitioner om at komme til tops på Københavns Rådhus. Så selvom det er Pind, der er hovedarkitekten bag den liberale vej i Venstre, og som er frontfigur for de ti liberale teser, der skabte debat i Venstre, er han dog alligevel så meget partiets man, at han stikker piben ind, og slår sine folder på Rådhuset, hvor han så kan gå og brokke sig over partitoppen sammen med Martin Geertsen.

Spørgsmålet er hvor meget plads der er i Venstre til folk, der går i medierne med interne affærer som Geertsen, og derfor kan valget meget vel blive efterfulgt af dannelsen af et nyt parti. Lad mig blot her foreslå navnet De Liberale. Her vil Geertsen og andre med ham, kunne gå ad den vej, som Anders Fogh egentlig beskrev i hans minimalstatsbog. Det bliver spændende at følge udviklingen i partiet, som sagen om Geertsen, Rohde og partitoppen har givet os en forsmag for, og så må vi se, hvor meget vi i fremtiden kommer om bag facaden.
Denne artikel er den første af tre temaartikler om Venstres kommunikative beredskab.

Sådan vindes valget

"I valgkampens første to uger har vi mediebrugere stort set kun hørt om Socialdemokraterne på den ene side og Regeringen på den anden. Dominansen er kun blevet afbrudt af enkelte spæde forsøg fra andre partier på at sætte dagsorden. Valget har indtil videre været en ufolkelig affære, der mest af alt minder om en fodboldkamp, hvor man kender resultatet. Kan valgkampens sidste uge ændre dette?"

I en statusartikel her en uge før valget, analyseres partiernes valgkamp i de to første uger -og ikke mindst hvordan partierne kommunikativt vil agere i den sidste uge af valgkampen.

Læs artiklen, der er skrevet af Kristian Waneck og Troels Johannesen.

Politiske tal og demokratiunderskud

Det er søndag, der er valg i Irak og det danske Folketingsvalg er for første gang i snart to uger ikke øverst på mediernes dagsorden. Og så alligevel, for idag er er dagen, hvor Politiken-historien med den besværlige overskrift: "Vi har tænkt, at de her tal ville kunne bruges poltisk i valgkampen. Vi har derfor valgt ikke at arbejde videre med rapporten". Ordene stammer fra direktør for Institut for Konjunktur analyse ( IFKA), og er sætningen der på en gang viser, at den danske valgkamp er en kamp mellem David og Goliath. Historien kort: Foreningen Stop Nu!, der repræsenterer børn og unge på uddannelser lige fra Folkeskolen til universiteterne søsatte i oktober en undersøgelse, der skulle kortlægge om Regeringen talte sandt, når den sagde at, Folkeskolen ikke var blevet beskåret. Analysen skulle være afleveret i januar, men bliver nu holdt tilbage af IFKA med begrundelse i, at tallene fra undersøgelsen ville blive brugt eller misbrugt i valgkampen, og derfor ikke vil udlevere rapportens tal og konklusioner til kunden, Stop Nu!, før efter valget.

Med denne manøvre er IFKA kommet til at spille en dramatisk hovedrolle i den strid mellem Regeringen og oppositionen, der gennem det meste af 2004 har præget debatten om udviklingen i Folkeskolen. Bruger man flere eller færre penge på Folkeskolen er kardinalpunktet? Undervisningsminister Ulla Tørnæs mener, at Regeringen bruger en hundredekrone mere om året pr. folkeskoleelev, hvilket is ig selv er en diskussion værdig. Men dagens indlæg her på stedet handler om, hvorvidt danske analysefirmaer og institutioner bruges eller ikke bruges i den danske valgkamp. For det er ikke mere end en uge siden, at både Danmarks Statistik og Udlændingestyrelsen udkom med tal, der gik direkte ind i den danske valgkamp og gjorde en forskel på to væsentlige emner i valgkampen. Med arbejdsløshedstal, og familiesammenføringstal var de to offentliggjorte analyser begge med til at sætte vind i sejlene for Regeringens kampagne. Men da det gik den anden vej, kunne man altså ikke offentliggøre "politiske" tal midt i en valgkamp. For det viser sig, at tallene fra IFKA i høj grad viser, at der er blevet sparet på Folkeskolen siden 2001. Som det har været tilfældet i valgkampen indtil nu, afviser Fogh disse tal, men mener dog alligevel, at rapporten fra IFKA først skal offentliggøres efter valget - og der ser det ud til at historien strander, med mindre oppositionen, Stop Nu eller de etablerede danske medier bider sig fast.

Hele historien fra IFKA giver fra hele den danske analysebranche et troværdighedsproblem. For kan man regne med, at offentliggørelser, analyser, rapporter og "uvildige" undersøgelser ikke er "timede" eller giver den ene part en fordel fremfor den anden i en given politisk argumentation. Med et spørgsmålstegn ved disse analysefirmaer som vi normalt ser som politisk neutrale får både vælgere, medier og politikere fremover sværere ved at stole på, hvilke analyser der bliver udspillet på neutral bane og hvilke, der går et politisk ærinde. I denne valgkamp ser det ud som om, at sådanne rapporter og politiske tal går Regeringens vej, og det kan på sigt stille analysebureauerne overfor nogle vigtige etiske og fundamentale valg, hvis ikke de vil være ophavsmænd til et demokratisk underskud i den politiske hverdag og i valgkampen her til lands.

Og mens disse linjer blev skrevet, ændrede IFKA sin beslutning. Det er da valganalyser i real time...