Det bedste bud

Socialdemokraterne står ved en skillevej. Efter det tredje valg i træk med tilbagegang, er der nu fuld gang i svingdøren og i spekulationer om hvem der skal være den nye formand. Der er to kandidater, der hver især står for forskellige linjer, og som derfor repræsenterer to forskellige visioner for det gamle arbejderparti. På den ene side står det garvede folketingsmedlem Frank Jensen, der længe har ventet på chancen for at bliver partiets nye formand. På den anden side står Helle Thorning-Schmidt, supereuropæeren med det glade ansigt, med erfaring fra europæisk politik, men med manglende erfaring fra Christiansborg. Dette indlæg tager afsæt i, hvad der politisk og kommunikativt vil være det bedste bud på en ny formand, og som har mulighed for at slå Anders Fogh af pinden ved næste valg.

Lad det være sagt med det samme. Det er ikke noget let valg, og ligemeget hvem medlemmerne af Socialdemokraterne vælger som ny formand vil vedkommende få endog meget svært ved at slå Anders Fogh og Venstres valgmaskine ved næste valg, der senest skal foregå i november 2009. I dagens Politiken kan man læse Christine Cordsens udmærkede opstilling af "jobprofilen" til jobbet som af mange betegnes som et af landets mest krævende. Det krævende job gøres naturligvis ikke lettere af, at der siden starten af halvfemserne har været en intern splittelse i partiet. En splittelse, som de danske nyhedsmedier elsker at beskæftige sig med. Således kan man nærmest mærke redaktørernes iver for at lave overskrifter om "Fløjkrig i Socialdemokratiet" eller "Fløjkrigen i S er åbnet igen". Og på denne måde bliver nyhedesmediernes tiltider usaglige fokusering på konflikt til at være et gennemgående element i den nye formands forsøg på at repositionere det gamle parti i det moderne politiske landskab.

Udover mediernes konstante indblanden i de interne linjer i partiet, er der så mange problemstillinger på så mange forskellige niveauer i partiet, at det for alvor kræver sin mand - eller sin kvinde. Herfra skal der ikke være tvivl: Helle Thorning-Schmidt er det bedste bud, og her kommer argumenterne: Socialdemokraterne har brug for en person udefra, der kan redefinere det socialdeomkratiske projekt med et moderne europæisk perspektiv. Med Thorning-Schmidts europæiske netværk af socialdemokrater ikke mindst hos Tony Blair i London og med den trofaste støtte Poul Nyrup, er der masser af potentiale for, at det europæiske, socialdemokratiske koncept kan nå Danmark. For det andet har Thorning-Schmidt den karisma, der kan være udslagsgivende for, at der til næste valg kan hentes stemmer hos både venstrefløjen og ikke mindst hos de borgerlige. For det er nemlig ikke kun, det at kunne "samle partiet" det handler om, når der skal vælges en ny formand. Der skal vælges en person som ikke blot kan holde på de socialdemokratiske kernevælgere, men også tilbageerobre de vælgere, der enten er gået til de Radikale eller til f.eks. Venstre. Helle Thorning-Schmidt kan som person række langt ind i borgerlige kredse, ikke mindst pga. af hendes personlige stil og hendes placering på den socialdemokratiske "højrefløj", der står for den stramme udlændinge retning, som for andet valg i træk viser sig at have vælgernes gunst.

Med Helle Thorning-Schmidt kommer Danmark tættere på en kvindelig statsminister end man nogensinde før har været. Og det er måske på tide, at Danmark vælger en leder, der rent faktisk ved hvordan kvinder tænker. For som vi har set i denne valgkamp, er det i høj grad "kvindeemner", der er på dagsordenen i valgkampen. Her vil Helle Thorning-Schmidt være en repræsentant for de kvindelige idealer, ligestilling, børnefamilier og det socialdemokratiske velfærdsprojekt, som Venstre i høj grad vandt valget i 2005 på at overtage. Den næste formand for Socialdemokraterne skal ud og kapre vælgere i stor stil. De Radikale får svært ved at få endne flere vælgere, da der snart ikke er flere veluddannede humanister tilbage i byerne, der ikke stemmer på Jelved og co. Stemmerne skal hentes fra Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative, og her har Frank Jensen ikke de store chancer, trods det, at han måske er den dygtigste politiker af de to kandidater. Dertil er han for "rød".

En helt afgørende forskel på de to kandidater er medietækken. Helle Thorning-Schmidt er et skærmtalent af de helt store, og kan med professionel rådgivning og budskabstræning blive en glimrende kommunikatør på højde med Anders Fogh Rasmussen. Når de socialdemokratiske partimedlemmer d. 12. marts skal vælge ny formand bør man i høj grad tænke i forholdet til Regeringen samt i forskelle og ligheder med Anders Fogh Rasmussen som person. Og her er Helle Thorning-Schmidts store fordel, at hun i type ligner Fogh mest. Hun med træning kunne henvende sig til mange forskellige segmenter i befolkningen ligesom Fogh nu i to valgkampe har formået. Frank Jensen er retorisk stærk og virker som en ligeså målrettet og handlekraftig politiker som Thorning-Schmidt, men han vil skræmme mange socialdemokartiske marginalvælgere mod højre væk på sin kontante kurs med udspring i den socialdemokratiske venstrefløj. Med Frank Jensen ved roret vil Socialdemokraterne ikke kunne tilbageerobre de vælgere man har tabt på udlændingepolitiken, og dette emne vil også i de kommende par år være et dominerende emne i dansk politik.

En anden ting, der er helt væsentlig for Socialdemokraternes og oppositionens muligheder for at overtage regeringsmagten ved næste valg er om formanden ligner en statsminister. Og også her har Thorning-Schmidt de bedste kort på hånden. For det er ganske enkelt svært at se Frank Jensen som statsminister omgivet af Gerhard Schröder, Tony Blair og Jacques Chirac. Frank Jensen har simpelthen ikke det ansigt som kameraerne elsker at dvæle ved, og som brænder igennem til befolkningen. Og i en politisk verden, der udelukkende kommer ud til befolkningen via medierne, og deres personfokusering, er den personlige gennemslagskraft når man "er på" altafgørende for, om de politiske budskaber kommer ud over rampen og ind i befolknings bevidsthed.

Hos nogle vil Helle Thorning-Schmidt virke som en forkælet Hellerup pige, men hvis ellers hun formår at bruge sin egen personlige historie fra Ishøj til Bruxelles vil hun komme godt rundt til de mange potentielle vælgere som catch all partiet Socialdemokraterne har. Hvis mediernes brug af den slidte "Gucci-Helle" kliché ellers ikke når at skræmme de socialdemokratiske delegerede væk inden den 12. marts, vil Helle Thorning-Schmidt ikke blot være det bedste bud på en ny formand for Socialdemokraterne - hun vil også være et godt bud på den første kvindelige statsminister.
Denne artikel er den første af tre temaartikler om det socialdemokratiske formandsvalg.

Fogh og alle de andre

Så blev det afgjort. Efter en valgkamp, hvor mange borgere ligeså stille tabte interessen for hvem der vandt, blev det igår tid til at tælle stemmerne op. Og selvom de i skrivende stund stadig tæller, sidder man dagen derpå med en følelse af, at der er sket noget stort det sidste døgn, selvom det egentlig ikke var noget stort valg for andre end de Radikale. For når både Lykketoft og Holger K. annoncerer sin afgang, er der for alvor sat gang i en politisk udskiftning på Borgen. Lægger man til dette et nyt Folketing uden Kristendemokraterne, CD og et styrket Dansk Folkeparti, ser det for alvor ud som om, at blokkene i Folketinget er blevet markeret og, at midten i dansk politik dermed er fortid.

Manden i midten hedder Anders Fogh Rasmussen. Fra dag et i valgkampen har det været Fogh mig her, der og alle vegne. Tiltider har der været så meget Fogh, at vi er nogle der har overvejet om det der nymodens kloning allerede var taget i brug, for Fogh har været allestedsnærværende - i hvert fald når det kunne tænkes at hive stemmer hjem og når kameraerne snurrer. På mange måder er den nu overståede valgkamp blevet til under prædikatet "Fogh og alle de andre". I skolen ville børnene måske sige Fogh mod rosset, men her nøjes vi med at konstatere, at det tiltider har set ud som om Anders Fogh kunne vinde valget alene, hvilket han dog langt fra har været.

Det er en af Venstres mest gennemarbejdede strategier, der ligger til grund for, at vi kan efterrationalisere ved at sige, at Fogh da også var alle vegne i valgkampen. Der er flere elementer i dette. For det første havde Venstre valgt, at det skulle være Fogh, Fogh og atter Fogh, der blev eksponeret i denne valgkamp. Der var kæmpeplakater af Fogh som den glade familiefar, der var Fogh i skjorterærmer, der var Fogh ved pølsevognen og der var først og fremmest statsmanden Fogh. Rammen for denne mega-eksponering af Fogh bestod ligesom i 2001 af det danske road trip "Dialog med Anders Fogh". På den måde kom Fogh og følge rundt i landet, og rundt til den almindelige dansker. Om dagen var Fogh f.eks. i Århus, om aftenenen live på TV2 fra København. Det dialogiske korstog, og de meget velvillige medier, der som lovrende hunde fulgte efter karavanen, blev endnu engang en succes, hvor Fogh viste sit folkelige ansigt.

En anden ting der er unikt for Venstres måde at føre valgkamp på, er valget af profiler i valgkampen. I Venstre har man brugt een; Fogh. Mens man hos Socialdemokraterne, Konservative, Radikale og DF har brugt mindst 4-5 forskellige ansigter (med undtagelse af DF, som altid bruger det samme blonde trekløver). Hos Venstre bruger man stort set kun Fogh til at udtale sig om hvad som helst, med mindre det handler om at slukke en brand, så sender man Jens Rohde eller Lars Løkke Rasmussen i byen - Fogh skal være pletfri, og der må andre tage skraldet. Det beste eksempel på dette er Venstres valgvideo. Her var det Foghs tur rundt i landet, med Fogh som fortæller og Fogh foran kameraet, der skulle minde danskerne om, at det er Fogh der styrer Danmark fra gulv til loft. Med en sådan strategi er der ikke plads til mange andre. Prøv bare at huske tilbage på valgkampen, og se om du kan huske at have set ellers prominente navne som Thor Pedersen, Bertel Haarder, Ulla Tørnæs eller Eva Kjer Hansen mere end en gang eller to på landsdækkende TV. Det har jeg ikke, og det skyldes, at Fogh har taget sig af de landsdækkende medier og de store sager, mens andre Venstrefolk kunne få lov til at føre valgkamp rundt omkring i de forskellige valgkredse.

En sådan strategi kræver sin mand. Det kræver først og fremmest, en person, der kan sin politik til fingerspidserne, som ved hvor der skal indrømmes og hvor der skal afvises, og måske ligeså vigtigt; det kræver en kommunikatør, der kan sit kram. Fogh er, så vidt vides, ganske menneskelig, og derfor er Foghs succes som ene mand i front heller ikke lagt an på, at han skal huske hvert et ord, der er blevet sagt i valgkampen eller hvert et komma, der står i de forskellige partiers valgprogrammer. Det handler om, at få udvalgte mærkesager og tilhørende punchlines bliver gentaget nærmest ordret aften efter aften gennem hele valget. Engang var det "Pengene fosser ud af statskassen", og i 2005 er det "En stemme på Jelved er en stemme på Lykketoft" eller "Det skal være slut med minuttyranniet", for ikke at nævne partiets slogan, der blev brugt ved enhver given lejlighed. På samme måde som enkelte punchlines blev flittigt brugt blev forskellige andre retoriske midler også anvendt primært i direkte duel med Lykketoft. Som f.eks. når Fogh siger ud i en forsamling, at Lykketoft bør være "konstruktiv", "ikke så sur" eller "imødekommende". Med disse små taktiske manøvrer får Fogh og hans medierådgivere placeret Fogh som den konstruktive, positive og imødekommende og konkurrenten som det modsatte. På samme måde forholder det sig naturligvis med brugen af ordet "skræmmekampagne", eller det langt mere spøjse og klodsede "løgnekampagne", som brugt ved den sidste partilederrunde på TV2, og som omtalt tidligere her på siden.

Frank Jensen har været ude med kommentarer om, at nu var Foghs Teflon ved at blive kradset af, og befolkningen begyndt at se hva Fogh virkeligt står for, når tæppet er faldet og lyset gået ud. Mange vil kalde Foghs retorik og undvigemanøvrer for Teflon, andre vil kalde det for professionel polititisk kommunikation - om man kan lide det eller ej. Men de to sidste dage i valgkampen virkede det faktisk som om, Fogh var presset. Socialdemokraterne fik presset ham i defensiven og sagen fra Søndre Storkreds gjorde heller ikke tingene bedre. De sidste to dage kunne man gribe Anders Fogh i at vrøvle, som ellers har været Bendt Bendtsens helt egen disciplin i denne valgkamp. Om det var de tre uger med medieeksponering 24/7 eller om oppositionen virkelig var ved at få ram på Fogh og fortalt vælgerne om forskellen på de og dem vides ikke, men det virkede tiltider som om Fogh var rystet trods det komfortable forspring.

Og valget blev jo ikke den gyser, som heller ingen havde regnet med. Dertil var Socialdemokraterne for svage og Venstre for stærke. Et kalkuleret mandattab kan man vel kalde det, der skete for Venstre som afgav lidt til Konservate, mens Socialdemokraterne gav lidt til Dansk Folkeparti. På kommunikationsfronten blev forskellen i de to lejre ekpliciteret af Lykketoft på valgaftenen. Som en del af forklaringen på nederlaget, mente Lykketoft, at den store økonomiske forskel på S og V gjorde udslaget. Pressebemandingen og eksponeringen i medier og i bybilledet mente Lykketoft var en af årsagerne til nederlaget. Og han har jo ret Lykketoft. Uden fagbevægelsen og eksperter, der tør sætte sig op mod Regeringens udspil er det en lang vej op ad bakke, hvor man er så langt bagud når startskuddet lydder, at man kan overveje om det overhovedet giver mening at starte. Ja i denne valgkamp var der så sandelig Fogh, og så alle de andre.
Denne artikel er den sidste af tre om Venstres kommunikative beredskab

Fra vores egen verden...

... Sådan plejer de at sige i TV Avisen, når det handler om TV mediet midt i en nyhedsudsendelse. Hos os her på Valgkamp-bloggen har "vores egen verden" været en meget omtalt størrelse i valgkampen. Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om, hvordan partierne bruger Nettet i valgkampen, og flere sider har kastet sig over at rapportere om spin og andre forfærdeligheder, hvor Nettets inteaktionsmuligheder udnyttes til fulde. Og her på dagen før dagen er det måske væsentligt at komme med et bud på hvad det egentlig er vi har foretaget os i de sidste tre uger. Som det er en blogs natur, har vi også på denne side ytret os, om alt der faldt os ind under valgkampen. Der har været så meget at skrive om, at vi har måttet vælge med omhu og kun skrive om det, der for alvor er sprunget os i øjnene i forholdet mellem politiik og kommunikation.

Her på siden har vi valgkampen i gennem analyseret valgets aktører og strategier, og inden i morgen når vi 500 unikke brugere, hvilket egentlig var mere end forventet, når vi ikke har lavet så meget PR for vores lille projekt, at vi var nødt til at lukke ned allerede før valgkampen kom igang. Vi har forsøgt at være objektive, uden at det dog har været et mål i sig selv. Vi er ikke bange for mørkemænd langs Christiansborgs murer, eller professionelle politikere og kommunikatører som gør deres arbejde under valgkampen. Vi er ikke foragede over, at Billy Adamsen holder med et parti, Mie Femø Nielsen et andet og Nils Krause Kjær et helt tredje. Vi synes det er spændende med fokus på forholdet mellem politik og kommunikation, men udbeder os retten til at kalde en spade for en spade og kun kalde spin for spin når noget virkelig er spin.

Der har været så meget fokus på spin, at enhver tredjeklasses elev med respekt for sig selv vil være spindoktor når hun bliver stor, hvis altså ikke lige ordet spin er blevet så fordrejet og så overeksponeret, at man om jeg så må sige bliver helt rundtosset af at høre på det. Nogle vil sige (som de siger på Fox News), at denne valgkamp er foregået i en tågesnak om spin. Med fokus på spin følger procesjournalistikken, som ganske vist kan være interessant, men som ikke viser hvilken vej de politiske partier vil gå. Med den megen fokus på spindoktorer og deres lyssky ærinde, kan selv de mest ideologiske kandidater ikke komme til orde for bar snak om spin. Medierne blev kritiseret efter sidste valg for ikke at være kristiske nok overfor V og K. De er blevet kritiseret for ikke at være kritiske nok overfor Regeringen i forbindelse med Irak-krigen, og nu er de gået i den anden grøft ved at tale om spin mig her og spin mig der. Dette må siges at være et ligeså stort svigt som manglende kritiske spøgrsmål til regering og opposition.

Tilbage til pointen. Valgkampen i 2005 var valgkampen, hvor partierne for alvor bevægede sig ud på Nettet. Med blogs, valgvideoer, støttekampagner, valgprogram og alskens interaktion. Men det kræver jo at vælgerne foran computeren kan finde lidt om de emner der diskuteres i valgkampen. Derfor er det også værd at gå ind på Google og søge lidt på forskellige ord. Hvad sker der f.eks. hvis man skriver "børnefamilie" eller "hjemmehjælp" og trykker på "jeg føler mig heldig"- funktionen? Hvis du ikke synes det er sjovt, så prøv med "dankortgebyr", "sørøverkrig" eller det det hele i virkeligheden handler om: "valgkamp"

Valgvideoer og nytænkning

For de standhaftige, der har siddet ti aftener i træk og set DR 1s traditionelle valgprogram Krydsild med Steffen Kretz, vil dette indlæg være særligt interessant. For de der har travlt med arbejde eller at passe livet i børnefamilien i Ulvetime omkring klokken 19.00, kan dette indlæg ses som et forsøg på at pointere hvorfor netop programmet Krydsild er så markant en indikator for hvem der tør gå nye veje i dansk poltitisk kommunikation, og fremfor alt hvordan dette hænger sammen med, hvem der bliver valgets store sejrherrere.

I Krydsild, hvor alle opstillede partier tildeles den samme taletid, præsenteres partiernes valgvideoer, der traditionelt er genstand for megen offentlig opmærksomhed, fordi de viser hvilke emner man har lagt vægt på før eller under valgkampen - og fordi, at TV mediet nu engang er det medium, der rykker flest stemmer i en valgkamp, og i Krydsild har partierne fem uredigerede minutter til at vise, hvad partiet står for, og komme med sine visioner for landets fremtid. Symbolsproget i videoerne bliver analyseret på kryds og tværs, og videoerne får karakterer af reklamefolk og journalister med påstået forstand på genren. Således bliver to af vidoerne også genstand for denne analyse, og samtidig eksempler på hvilke partier der forstår at udnytte mediet, og som yderligere har vist sig at være valgets helt store kommunikative superstars.

Har du kære læser ikke set dem, så er det på tide at kigge forbi hos Venstre og hos De Radikale for at se hvordan man kommunikerer politisk i år 2005. De to partier har på hver ders måde fornyet tonen i valgvideoerne, og dette er ingen tilfældighed. De to partier længe haft den integrerede kommunikation i fokus, og i valgkampen ses, hvordan et langsigtet strategisk arbejde i forholdet mellem politik oh kommunikation bærer frugt, og slår benene væk under vælgerne, og os der ynder at kommentere på hvad partierne foretager sig.

De Radikale har med deres valgvideo valgt at vise partiets folketingsgruppe som det eftertænksomme, modige og kreative parti, der tør tænke anderledes og vende gamle samfundsbetragtninger på hovedet. Dette er et mestertræk af partiet. Ikke nok med, at valgvideoen er en integreret del af De Radikales politiske projekt om Det Kreative Danmark, det er også i stil, sprog og indhold en valgvideo, der på alle måder passer til den nye store gruppe af veluddannede og veloplyste vælgere, der bor i byerne og som har den kulturelle kapital i orden. I en uformel tone, sommertøj og højt humør fremlægger Marianne Jelved med moderlig præcision sine overvejelser for de andre otte folketingsmedlemmer. Hvert medlem kommer med sine mærkesager, alle målrettet et eftertænksomt og velbjerget vælgersegment med overskud til at tænke videre end sin egen navle. På den måde bliver den radikale valgvidoe et fremragende redskab i valgkampen, hvor man som seer har svært ved ikke at holde af en jovial og småfnisende Jelved og en fokuseret og fremsynet Margrthe Vestager. Valgvideoen blev set af 396.000 vælgere, og der kan ikke være mange, der sidder tilbage uden at vide at De Radikale tør prøve noget nyt, både hvad angår politisk kommunikation, og visioner for fremtidens Danmark.

Hos Venstre, der som det største parti var sidste deltager i Krydsild igår lørdag, havde man valgt en anden taktik. Alle partierne har valgt at troppe op med partilederen, og en sekundant af det modsatte køn. Lykketoft var flankeret af Lotte Bundsgaard, der har evnerne til at blive en kæmpe gevinst for partiet. Pia Kjærsgård havde valgt Kristian Thulesen DAhl som sine sidemand, og Bendt Vendtsen havde taget den skærmdygtige Lene Espersen med som garant for at også de kvindelihge vælgere ikke skiftede kanal undervejs i udsendelsen. Hos Venstre havde man valgt samme taktik, omend med et helt andet udgangpunkt. Med Anders Fogh i topform er der ikke meget plads til andre partimedlemmer når kameraerne snurrer, og som den halve times Krydsild skrev frem, var Socialminister Eva Kjær Hansen, da heller ikke blevet eksponeret som meget andet end nikkende fyldstof til sin partiformands argumenter.

Og lad det være sagt med det samme: Anders Fogh var overbevisende i den direkte udsendelse. Alle de ømme punkter kom han uden om med overraskende lethed - hvilket også skyldtes en overfladisk spørgende Steffen Kretz. Da det blev valgvideoens tur, viste det sig at Venstre havde valgt en helt ny stil i forhold til hvad de plejer at gøre, og i forhold til de andre partier. Hvor Socialdemokraterne, SF, De Konsevative og Dansk Folkeparti havde lavet traditionelle valgvideoer, dermest af alt minder om dårligt procerede reklamer på lokal TV, havde Venstre valgt at bruge indhold og billeder fra Foghs aktuelle dialog tur rundt i landet. Valgvideoen var ikke bare godt tænkt, den var et valgstrategisk mestretræk, der må gøre andre partier ganskle misundelige. Fogh var i centrum fra start til slut. Det var Fogh i Folkeskolen, i skovbørnehavene og ved pølsevognen - det var Fogh med børn, med invandrere og mod Lykketoft i Brøndby og Århus. Det var Fogh i læsevis af photo ops, og det virkede. Venstre havde som det eneste af valgkampens ti partier valgt at lave en aktuel valgvideo. På den måde kunne Fogh, og hans mediefolk tilrettelægge videoen, så den kom til at indeholde de helt aktuelle emner, der har præget valgkampen helt op til Venstre deltagelse i Krydsild - og står på denne måde som skarp kontrast til flere af de andre partiers præfabrikerede og stive valgvideoer.

Med temaet dialog viste valgvideoen, at Venstres kommunikative bereskab er toptunet, og svært at hamle op med for det andre partier. Med den aktiuelle valgvideo kommer man helt ned på gulvet rundt omkring i Danmark, og henvender sig direkte til befolkningen i den dagligdag som valget i bund og grund handler om. Det var på engang en præsentation af opnåede resultater, og en pointerering af, at Fogh lytter til den almindelige dansker - i hvertfald på video. I skrivende stund er seertallene for Venstres deltagelse i Krydsild ikke opgjort, men hvis tallene følger de andre partier vil der være lige i underkanten af 400.000 vidner til Venstres kommunikative shov off.

Med Venstres valgvideoe og med de Radikales valgvideo er genren blevet opfundet på ny. Det har krævet mod i de to partiers pressetjenester, der har formået at kæde politiske visioner og målgrupper sammen i en fem minutter lang film. Sådan er forskellene på partierne og deres kommunikatve beredskab så forskelligt, og så har jeg endda ikke engang skrevet om timing, hjemmesider, annoncer, design, valgplakater, pressehåndtering eller taler endnu. På tirsdag afsiger vælgerne deres dom, og lur mig om ikke de to partier, der har lavet det bedste valgvideoer også bliver valgets store sejrherrer - sammenhæng eller ej.
Artikel af den anden af tre temaartikler om Venstres kommunikatve bredskab.