Valgvideoer og nytænkning

For de standhaftige, der har siddet ti aftener i træk og set DR 1s traditionelle valgprogram Krydsild med Steffen Kretz, vil dette indlæg være særligt interessant. For de der har travlt med arbejde eller at passe livet i børnefamilien i Ulvetime omkring klokken 19.00, kan dette indlæg ses som et forsøg på at pointere hvorfor netop programmet Krydsild er så markant en indikator for hvem der tør gå nye veje i dansk poltitisk kommunikation, og fremfor alt hvordan dette hænger sammen med, hvem der bliver valgets store sejrherrere.

I Krydsild, hvor alle opstillede partier tildeles den samme taletid, præsenteres partiernes valgvideoer, der traditionelt er genstand for megen offentlig opmærksomhed, fordi de viser hvilke emner man har lagt vægt på før eller under valgkampen - og fordi, at TV mediet nu engang er det medium, der rykker flest stemmer i en valgkamp, og i Krydsild har partierne fem uredigerede minutter til at vise, hvad partiet står for, og komme med sine visioner for landets fremtid. Symbolsproget i videoerne bliver analyseret på kryds og tværs, og videoerne får karakterer af reklamefolk og journalister med påstået forstand på genren. Således bliver to af vidoerne også genstand for denne analyse, og samtidig eksempler på hvilke partier der forstår at udnytte mediet, og som yderligere har vist sig at være valgets helt store kommunikative superstars.

Har du kære læser ikke set dem, så er det på tide at kigge forbi hos Venstre og hos De Radikale for at se hvordan man kommunikerer politisk i år 2005. De to partier har på hver ders måde fornyet tonen i valgvideoerne, og dette er ingen tilfældighed. De to partier længe haft den integrerede kommunikation i fokus, og i valgkampen ses, hvordan et langsigtet strategisk arbejde i forholdet mellem politik oh kommunikation bærer frugt, og slår benene væk under vælgerne, og os der ynder at kommentere på hvad partierne foretager sig.

De Radikale har med deres valgvideo valgt at vise partiets folketingsgruppe som det eftertænksomme, modige og kreative parti, der tør tænke anderledes og vende gamle samfundsbetragtninger på hovedet. Dette er et mestertræk af partiet. Ikke nok med, at valgvideoen er en integreret del af De Radikales politiske projekt om Det Kreative Danmark, det er også i stil, sprog og indhold en valgvideo, der på alle måder passer til den nye store gruppe af veluddannede og veloplyste vælgere, der bor i byerne og som har den kulturelle kapital i orden. I en uformel tone, sommertøj og højt humør fremlægger Marianne Jelved med moderlig præcision sine overvejelser for de andre otte folketingsmedlemmer. Hvert medlem kommer med sine mærkesager, alle målrettet et eftertænksomt og velbjerget vælgersegment med overskud til at tænke videre end sin egen navle. På den måde bliver den radikale valgvidoe et fremragende redskab i valgkampen, hvor man som seer har svært ved ikke at holde af en jovial og småfnisende Jelved og en fokuseret og fremsynet Margrthe Vestager. Valgvideoen blev set af 396.000 vælgere, og der kan ikke være mange, der sidder tilbage uden at vide at De Radikale tør prøve noget nyt, både hvad angår politisk kommunikation, og visioner for fremtidens Danmark.

Hos Venstre, der som det største parti var sidste deltager i Krydsild igår lørdag, havde man valgt en anden taktik. Alle partierne har valgt at troppe op med partilederen, og en sekundant af det modsatte køn. Lykketoft var flankeret af Lotte Bundsgaard, der har evnerne til at blive en kæmpe gevinst for partiet. Pia Kjærsgård havde valgt Kristian Thulesen DAhl som sine sidemand, og Bendt Vendtsen havde taget den skærmdygtige Lene Espersen med som garant for at også de kvindelihge vælgere ikke skiftede kanal undervejs i udsendelsen. Hos Venstre havde man valgt samme taktik, omend med et helt andet udgangpunkt. Med Anders Fogh i topform er der ikke meget plads til andre partimedlemmer når kameraerne snurrer, og som den halve times Krydsild skrev frem, var Socialminister Eva Kjær Hansen, da heller ikke blevet eksponeret som meget andet end nikkende fyldstof til sin partiformands argumenter.

Og lad det være sagt med det samme: Anders Fogh var overbevisende i den direkte udsendelse. Alle de ømme punkter kom han uden om med overraskende lethed - hvilket også skyldtes en overfladisk spørgende Steffen Kretz. Da det blev valgvideoens tur, viste det sig at Venstre havde valgt en helt ny stil i forhold til hvad de plejer at gøre, og i forhold til de andre partier. Hvor Socialdemokraterne, SF, De Konsevative og Dansk Folkeparti havde lavet traditionelle valgvideoer, dermest af alt minder om dårligt procerede reklamer på lokal TV, havde Venstre valgt at bruge indhold og billeder fra Foghs aktuelle dialog tur rundt i landet. Valgvideoen var ikke bare godt tænkt, den var et valgstrategisk mestretræk, der må gøre andre partier ganskle misundelige. Fogh var i centrum fra start til slut. Det var Fogh i Folkeskolen, i skovbørnehavene og ved pølsevognen - det var Fogh med børn, med invandrere og mod Lykketoft i Brøndby og Århus. Det var Fogh i læsevis af photo ops, og det virkede. Venstre havde som det eneste af valgkampens ti partier valgt at lave en aktuel valgvideo. På den måde kunne Fogh, og hans mediefolk tilrettelægge videoen, så den kom til at indeholde de helt aktuelle emner, der har præget valgkampen helt op til Venstre deltagelse i Krydsild - og står på denne måde som skarp kontrast til flere af de andre partiers præfabrikerede og stive valgvideoer.

Med temaet dialog viste valgvideoen, at Venstres kommunikative bereskab er toptunet, og svært at hamle op med for det andre partier. Med den aktiuelle valgvideo kommer man helt ned på gulvet rundt omkring i Danmark, og henvender sig direkte til befolkningen i den dagligdag som valget i bund og grund handler om. Det var på engang en præsentation af opnåede resultater, og en pointerering af, at Fogh lytter til den almindelige dansker - i hvertfald på video. I skrivende stund er seertallene for Venstres deltagelse i Krydsild ikke opgjort, men hvis tallene følger de andre partier vil der være lige i underkanten af 400.000 vidner til Venstres kommunikative shov off.

Med Venstres valgvideoe og med de Radikales valgvideo er genren blevet opfundet på ny. Det har krævet mod i de to partiers pressetjenester, der har formået at kæde politiske visioner og målgrupper sammen i en fem minutter lang film. Sådan er forskellene på partierne og deres kommunikatve beredskab så forskelligt, og så har jeg endda ikke engang skrevet om timing, hjemmesider, annoncer, design, valgplakater, pressehåndtering eller taler endnu. På tirsdag afsiger vælgerne deres dom, og lur mig om ikke de to partier, der har lavet det bedste valgvideoer også bliver valgets store sejrherrer - sammenhæng eller ej.
Artikel af den anden af tre temaartikler om Venstres kommunikatve bredskab.