Venstre bag facaden

Det vil altid være væsentligt at holde uroligheder inden døre for partierne. Dette gælder naturligvis særligt når der er udskrevet valg. I en valgkamp gælder det på alle måder for partierne om at have ro på de indre linjer, og holde stridigheder mellem forskellige kandidater og forskellige fløje langt væk fra mediernes næse for gode historier med åbenlyse konflikter. I modsætning til Socialdemokraterne og Konservative har Venstre altid været gode til at holde de fleste uroligheder ude af medierne, og har dermed undgået at få mudret sine budskaber til. Og det er netop forplumringen af de eksternt kommunikerede budskaber, der er hovedproblemet ved at føre fløjkrig i medierne. Og nu er det så også sket for Venstre.

Forholdet mellem Martin Geertsen og Søren Pind på den ene side og Venstres partitop er måske ikke det bedste det kunne være, og sådan har det været længe. Dette anstrengte forhold er nu brudt ud i åben ild, og partitoppens kommunikative evner skal nu for alvor stå sin prøve. For en god sag er det ikke for Venstre, at man tilsyneladende har presset en folketingskandidat eller to til at trække sig, så partiets politiske ordfører Jens Rohde kunne blive valgt i Søndre Storkreds i København. Berlingske Tidende, Politiken, Jyllandsposten, Ekstra Bladet og samtlige nyhedsudsendelser på TV har beskrevet miseren indgående, og presset på inderkredsen i partiets top er stort. Dermed er der lagt op til, at Venstre kommunikationsstrategiske kriseberedskab skal sættes ind, og det er det blevet uden nogen egentlig har lagt mærke til det.

For Venstre gør ikke ret meget i en sådan sag, i hvert fald ikke som medierne og dermed offentligheden får del i. Som beskrevet tidligere her på siden, arbejder Venstre primært med en strategi om at afvise alt hvad der opstår af angereb fra oppositionen, interne konflikter - medieskabte eller med bund i partiets interne eller eksterne interessenter. Således er det også sket i denne sag. Det er først og fremmest Venstres partisekretær Jens Skipper Rasmussen, der står for skud i denne sag, og ham har man endnu ikke hørt fra i denne sag, og det skyldes ikke, at han er taget på skiferie med familien. Venstre forsøger naturligvis at lukke denne meget uheldige sag her tre dage før valget, og mener åbenbart ikke, at det kan gøres ved nogen form for udtalelse. Da historien de fleste steder er blevet vinklet til fordel for Geertsen, og vækker "demokrati-foragelse" hos medier og vælgere er der, hvis historien om parttoppens trusler er sande, en sag, der måske ikke laver et åbent sår i Venstres glatte overflade, men som skrammer gevaldigt i lakken, og derfor skrinlægges sagen til efter valget.

At sagen får indflydelse på valgresultatet er tvivlsomt, og det syldes netop Venstres kommunikative beredskab. Man udtaler sig ikke om emnet, gør sagen til et "personanliggende", og kun direkte konfronteret med det i f.eks. Krydsild på DR 1, kommenterer partiets top på historien. Her valgte Anders Fogh, rådført af sin spindoktor, at vælge den eneste hurtige vej ud af suppedasen: At sige, at "den slags sker i en valgkamp", og inddrager en af Venstres primære punchlines "Plads til forskellighed", for derefter at lægge afstand til historien, så den ikke skader partiet og måske endnu vigtige Anders Fogh selv.

I en sådan sag er det nemlig væsentligt at holde partiets frontfigurer og officielle valgkamps-ansigter ude af konflikten, og lade andre tage skraldet. Således har Anders Fogh og Jens Rohde enten slet ikke kommenteret på det, afvist det eller også har man bagataliseret historien. På den måde forsøger man at lukke historien, og bevare billedet af et parti i demokratisk harmoni, så marginalvælgere ikke afskrækkes af partiets topstyring. Netop topstyringen er en central del af denne sag. Venstre er det mest topstyrede parti i Folketinget, og dette er netop en af grundene til, at Venstre er de bedste til at kommunikere få klare budskaber i medierne, lave kontraktpolitik med vælgerne og benytte sig af få nøglepersoner i valgkampen. Men denne kontante topstyring - personaliseret i den tiltider arrogante Jens Rohde - kan vise sig at få forskellige vælgersegmenter til at vende sig fra partiet, ligesom det efter valget kan give anledning til intern uro med ekskluderinger og udmeldelser til følge.

Og efter valget bliver det. Som parti udkæmper man ikke en sørøverkrig mellem kandidater tre dage før valget. Derimod venter man til man efter valget, med al sandsynlighed, kan tage fire år mere som Danmarks altdominerende parti. På den måde kommer sejren ikke til at smage særligt godt for Martin Geertsen og andre partimedlemmer, der har været involveret i historien om truslerne fra partitoppen. For hvilken fremtid har en mand, der har sat sig op mod "magtens firkløver" bestående af Jens Skipper, Anders Fogh, Claus Hjort Frederiksen og Michael Kristiansen? Når man som Geertsen har været illoyal mod partitoppen, og har fået luftet sit snavsede undertøj ude i byen, er der nok langt til forskellige ansvarsposter i form af udvalgsposter og ordstyrerfunktioner. Såfremt Geertsen bliver valgt til Folketinget vil han blive isoleret fra inderkredsen omkring Anders Fogh, og vil ikke komme til orde sålænge Anders Fogh er ved roret.

Spørgsmålet er, om striden er så voldsom, at man kan forestille sig et liberalt udbrud fra partiet, anført af f.eks. Søren Pind, Martin Geertsen og andre yngre politikere med base i Venstres Ungdom? Der har længe været brokkerier fra den liberale fløj i partiet over Venstres "socialdemokratiske" kurs, og denne sag kan være det sidste strå. For Pinds vedkommende bliver dette nok ikke tilfældet, da for altid vil sætte en stopper for hans ambitioner om at komme til tops på Københavns Rådhus. Så selvom det er Pind, der er hovedarkitekten bag den liberale vej i Venstre, og som er frontfigur for de ti liberale teser, der skabte debat i Venstre, er han dog alligevel så meget partiets man, at han stikker piben ind, og slår sine folder på Rådhuset, hvor han så kan gå og brokke sig over partitoppen sammen med Martin Geertsen.

Spørgsmålet er hvor meget plads der er i Venstre til folk, der går i medierne med interne affærer som Geertsen, og derfor kan valget meget vel blive efterfulgt af dannelsen af et nyt parti. Lad mig blot her foreslå navnet De Liberale. Her vil Geertsen og andre med ham, kunne gå ad den vej, som Anders Fogh egentlig beskrev i hans minimalstatsbog. Det bliver spændende at følge udviklingen i partiet, som sagen om Geertsen, Rohde og partitoppen har givet os en forsmag for, og så må vi se, hvor meget vi i fremtiden kommer om bag facaden.
Denne artikel er den første af tre temaartikler om Venstres kommunikative beredskab.