Divide and conquer

Så er der endelig kommet gang i arbejdet på Christiansborg. Efter en lang lang stilstand efter valget, hvor Socialdemokraterne og SF har valgt nye ledere, er der nu kommet gang i den politiske debat. Socialdemokraterne er redet videre på opmærksomheden fra formandsvalgkampen, og har med Helle Thorning-Schmidt i front kastet sig ud i nogle af de langsigtede velfærdspolitiske diskussioner som de fleste partier ikke har turdet røre ved siden Nyrup fik fingrene i maskinen omkring efterlønnen og Claus Hjort fik gjort sig uvenner med hele befolkningen i forbindelse med dagpengesagen fra efteråret 2003.

Thorning-Schmidt stormer derud af for at tage ejerskab på så meget som muligt af de politiske visioner der bliver rift om op til Velfærdskommissionens konklusioner. En omfordeling af efterlønspengene og en diskussion af højere pensionsalder er blandt de ømmeste tær som Socialdemokraterne med den nye ledelse har bragt frem i lyset. Strategien for Thorning-Schmidt er klar: Der bliver gået offensivt til danskernes forestillinger om hvad samfundet skal betale for, og der bliver gået offensivt til regeringen og Dansk Folkeparti. Også på integrations- og udlændingeområdet bliver der gået i kødet på regeringens manglende succes med integration.

Netop integrationen og udlændingespørgsmålet viser sig allerede nu at blive slagmarker i denne folketingsperiode. På 'venstrefløjen' ligger den store udfordring i at samle holdningerne til disse spørgsmål med mellem så forskellige opinioner som Marianne Jelved, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, der har erklæret at ville trække SF mod venstre. Det er ganske enkelt en af de væsentligste udfordringer for oppositionen at finde et fælles fodslag for integrations- og indvandrerpolitikken med mindre man vil tabe sit tredje valg i træk på denne sag.

Netop denne sag og uenigheden de tre partier i mellem er Venstre og Konservatives vigtigste våben i tiden op til næste valg. Dette blev illustreret ved fredagens forespørgselsdebat omkring det ekspertpanel, der skal revurdere 24-års reglen. Her troppede Venstre om med det tunge politiske skyts med Jens Rohde i spidsen for at dreje debatten fra det real politiske til striden mellem S og R i spørgsmålet. Det er strategien efter devisen 'divide and conquer', der gør sig gældende. Man forsøger at erobre mediernes og befolkningens opmærksomhed for derefter at rette den mod partiernes uenighed, og gøre dette til hvad der huskes når kameraerne er slukket. Denne strategi skal forhindre, at Thorning-Schmidt og co. får held til at påpege en fejlslagen integrationspolitik fra regeringen.

'Adskillelses' strategien er en af de oplagte priming strategier som Venstre vil benytte sig af nu og op til valget i senest januar 2009. Og der er ikke mange oplagte strategier Venstre og Konservative kan benytte sig af. Lige nu er man i vildrede i forhold til hvor oppositionen står med det hold, der fra Anders Foghs vinkel, må stå som den sværeste modstander. Et team bestående af Enhedslisten med Rosenkrantz-Theil i spidsen, SF med Villy Søvndal, De radikale med Jelved og håndtaske i front og så altså den nye populære jernlady Helle Thorning-Schmidt i spidsen er hård kost for Venstre valgmaskine.

Mens disse linje skrives og i det kommende halve års tid vil vi se regeringen holde lav profil på alle andre områder end på adskillelsesstrategien. For lige nu regnes frem og tilbage og undersøgelse med forskellige kvalitative metode på den konkurrentanalyse, der skal give Fogh et klart billede af sine modstandere. Der testes politisk retning og populære budskaber, og først når man har det på plads begynder man for alvor at tage diskussionen med Thorning-Schmidt, der klogeligt var hurtigt ude af startblokken i forhold til velfærdsdiskussionerne.

Indtil den endelige konkurrentanalyse er klar, og argumenterne er finpudset i befolkningen, vil vi se Venstre forsøge at splitte en kile ind mellem de Radikale og Socialdemokraterne. Det er Foghs egen gepard-teknik for at skille gazellerne ad og lige så stille æde sig ind på dem. Men indtil videre er det Helle og co., der har taget føringen.

Thorning-Schmidts svære forandringsledelse

Så blev det afgjort. Medierne fik deres favorit, og Danmark har, som Jakob Nielsen skrev i går i Politiken, "fået sin jernlady" med slet hentydning til Storbritanniens tidligere leder Margaret Thatcher. Helle Thorning-Schmidt har sat sig på toppen i en af de sværeste organisationer at lede i hele landet, og det kommer naturligvis ikke til at gå stille af sig. Og nu da de etablerede medier har fået fyret det meste af deres krudt af på at evaluere, og socialdemokraterne endelig får tid til at finde selv, og hinanden, er det også blevet tid til at se på hvilke udfordringer Helle Thorning-Schmidt står over for.

Ambitionen er at slå Fogh. Det har været et af de gennemgående vinderargumenter fra Thornings side. Thorning-Schmidt har fra første dag i jobbet videreført den samme strategi som gav hende sejren over Frank Jensen; at fortsætte sin kontante fornyer retorik, der skal positionere hende som en modig og viljestærk leder. Det lader til, at Thorning-Schmidt følger den samme strategi som en ny leder i en privat virksomhed ville gøre. Først at være hård og konsekvent for at vise vejen og gå forrest, for derefter at have muligheden for at slække på topstyringen og uddelegere ansvar til dem der er med. Thorning-Schmidt har bragt sig i spidsen for en forandring af hidtil uset omfang i dansk politik.

At en organisation med et mindre trylleslag forandrer ledelse på samtlige markante poster, og at lederne samtidig bliver valgt blandt yngre generationer - og samtidig er kvinder - er en forandring, der for alvor kræver sin stærke leder og at ord bliver valgt med omhu og at der tages højde for både traditioner, personlige følelser og et bagland, der ikke sådan uden videre kaster sig for fødderne af den nye ledelse. På denne måde adskiller et politisk parti sig måske ikke så meget fra andre private organisationer, hvor der er forskellige meninger om hvem der skal lede foretagendet. Men her hører mange ligheder mellem en privat virksomhed og Socialdemokraterne også op.

Når en landsdækkende virksomhed skifter ledelse på grund af dårlige resultater ser man ikke den gamle ledelse gå rundt på gangene og ønske at det i virkeligheden var dem, der var øverstbefalende. Man ville rense luften, og lade den nye ledelse få sin chance for at bevise, at det var det rigtige valg at hyre denne til at rette op på virksomhedens renommé. Hos Socialdemokraterne har man for tiden to tidligere formænd gående på Christiansborgsgange, og en nede i Europaparlamentet, som alle i virkeligheden gerne ville styre skibet - og så endda i forskellige retninger. På Christiansborg har man desuden et par trætte partisoldater med et halvt liv i partiet, der ikke nødvendigvis er rigtig glade for at skulle forandre noget som helst - hverken leder eller retning i dansk politik. Udover de tidligere formænd, der i øjeblikket overvejer at forære Helle Thorning-Schmidt en enkeltbillet til Bruxelles, findes der også folk, der mener, at Socialdemokraterne burde forandre sig i en helt anden retning.

Med folk som Lykketoft, Auken, Gjellerup og den i øvrigt utroligt gode taber Frank Jensen som en del af folketingsgruppen bliver enhver forandring fra den nye ledelsesside en lang og bumpet vej. Hvor disse personer enten havde taget sin afgang eller var blevet fyret i en privat virksomhed, har man i et politisk parti en flok folkevalgte "ansatte" som man ikke kan komme af med, og som ikke nødvendigvis vil det bedste for organisationen. Det er dette klima Helle Thorning-Schmidt skal navigere i, og forsøge at styre Socialdemokraterne ind i en ny epoke med befolkningens gunst.

De udfordringer som Thorning-Schmidt står over for kan virke uoverstigelige og nærmest umulige at gå til. Hvordan får man f.eks. gennemført at efterlønnen skal tilpasses for folk, der nu er under 40 (og ikke for dem over 40 år som det på mærkværdig vis var fremhævet i dagens Metro Express)? Eller hvordan får man befolkningen til at tro på at man fører en konsekvent udlændingepolitik, som befolkningen åbenbart i store hele forlanger? Til det formål er det rigtige hold blevet sat. Man har valgt en gruppe mennesker, der forstår sig på at tale til befolkningen og komme ud over gelænderet med budskaberne. Man har valgt en flok yngre personer, der kan flytte stemmerne over midten og skabe en fokuseret og kommunikerende organisation. Men først skal budskaberne have substans, og politikken defineres - ellers får man ikke meget ud af dygtige kommunikatører som Mette Frederiksen, Lotte Bundsgaard og Thorning-Schmidt selv. Formår den nye ledelse at reformere partiet og stille et slagkraftigt hold af erfaren integritet og viljestærk fornyer-ånd, tror undertegnede faktisk, at Thorning-Schmidt og co. kan slå Fogh. Et er sikkert Anders Fogh har sat det store analysemaskineri i gang for så tidligt som muligt at få lavet en præcis konkurrentanalyse af Thorning-Schmidts nye hold.

Men hvad med SF?

Der har været skrevet en del om Socialdemokraternes formandsopgør her på Valgkamp, og vi har forsømt overhovedet at skrive om det sideløbende opgør i SF. Det skal der hermed gøres noget ved. For som bekendt ligger også SF i et afgørende formandsvalg som Socialdemokraterne. Partiet er stødt gået tilbage gennem de sidste mange valg, og trænger gevaldigt til et vitamintilskud, hvis der skal ændres på den tendens.

Der er tre kandidater til formandsposten i SF: Villy Søvndal, Pia Olsen og outsideren Meta Fuglsang. Ved det nyligt overståede landsmøde besluttede de delegerede at sende formandsvalget til urafstemning. Nøjagtigt som i S. I modsætning til S er der tre opstillede, og det betyder, at hvis ikke en af kandidaterne får mere end 50 procent af stemmerne i første valgrunde, skal de to mest populære kandidater ud i en anden og afgørende runde.

Det er dog de færreste, der tror på, at det kommer dertil. Ved landsmødet var indtrykket, at Villy Søvndal er storfavorit til at løbe med sejren. Meta Fuglsang kan ikke mobilisere meget andet end sympatiserende nik fra medlemmerne i SF, og selvom Pia Olsen har bred støtte blandt medlemmerne i København, har hun ikke meget gennemslagskraft i de jyske byer og provinsen. Alt tegner altså på en sejr til Søvndal.

Søvndal er måske ikke umiddelbart det vitamintilskud, partiet har brug for. Han er fra samme generation i partiet som Holger K. Nielsen. Den genereration der igen ved dette valg måtte se vælgere forlade partiet til fordel for især de Radikale. Nogen mediedarling er han heller ikke. Selvom Søvndal er en garvet politiker, der virkelig har styr på sine sager, mangler han evnen til at brænde igennem på skærmen. Men SF har lidt under det samme problem som S: Der har ikke været nogen oplagte kandidater. Hverken Pia Olsen eller Meta Fuglsang har Søvndals politiske erfaring, og i modsætning til Helle Thorning Schmidt har ingen af dem den medietække, der kunne kompensere for den manglende erfaring. Søvndal virker altså, sine mangler til trods, som det bedste valg.

SF's skæbne hænger dog tæt sammen med Socialdemokraternes. For Søvndals muligheder for at vende sit partis tilbagegang afhængigt af, hvordan S' valg i næste uge kommer til at forløbe. Hvis Frank Jensen bliver valgt, vil det sætte Søvndal i en meget svær situation. S vil dreje mod venstre og dermed komme til at true SF på deres vælgerskare. Søvndal vil kunne forsøge at trække sit parti yderligere mod venstre, men den position synes allerede solidt besat af rivalerne i Enhedslisten. Så kan partiet alternativt forsøge at markere sig på de værdipolitiske sager, men her har de Radikale vist ved dette valg, at de hare været en for stor mundfuld SF. Vælges Frank Jensen som formand for S, sættes SF skakmat. Der vil ganske enkelt ikke være nogen steder, hvor partiet med Søvndal som formand vil kunne trække hen.

Vælges derimod Helle Thorning Schmidt som formand i S, tegner der sig et helt andet billede. Med Thorning Schmidt ved roret vil S trække ind mod midten, en bevægelse der med sikkerhed vil få de venstre- og traditionsorienterede medlemmer til at vakle i deres overbevisning. De tvivlere vil SF kunne lukrere på ved et fremtidigt valg. Med Søvndal i spidsen vil partiet troværdigt kunne positionere sig som det socialistiske alternativ til S på venstrefløjen, og derved indfange nogle de tvivlere der uundgåeligt vil komme efter formandsvalget i S.

De formandsvalg venstrefløjen står overfor vil blive definerende for de næste års dansk politik. En konstellation af Frank Jensen og Villy Søvndal vil trække den samlede ventrefløj mod venstre, mod en traditionel opfattelse af, at venstrefløjens fornemste opgave er klassekampen. Den konstellation vil være skæbnesvanger. Måske vil den knytte de to partier tættere sammen, men de vælgere der er orienteret mod centrum i dansk politik vil ikke rigtigt have noget alternativ. Selvom de kun skulle ryge til S' nuværende fæller blandt de Radikale, er det tvivlsomt, hvor tiltalende et så venstreorienteret S, vil være at arbejde sammen med for R.

En konstellation mellem Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal vil derimod kunne skabe en fornuftig balance på venstrefløjen i dansk politik. Mens Thorning Schmidt vil kunne jage vælgere på midten og til højre for midten, vil SF kunne erobre de tvivlere, den højrebevægelse vil skabe. Dermed vil det ikke bare være SF men venstrefløjen som sådan, der vil kunne erobre stemmer. En forudsætning for at true Foghs regeringen ved næste valg.

Helle er mediernes gode historie

I går aftes var det TV2s Poul Erik Skammelsens tur til at beskæftige sig med det socialdemokratiske formandsvalg, som nu kun er få dage væk. I programmet Dags Dato var Ralf Pittelkow og Niels Krause Kjær inviteret til at give deres bud på valgkampen mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen. Og det blev til en interessant udsendelse, der gik tilbage til valgaftenen i starten af februar, og - via Pittelkows og Krause Kjærs analyser - at spore sig ind de magtkampe, positioneringer og flakkekende blikke hos Jensen og Thorning-Schmidt umiddelbart efter Lykketofts afskedstale.

Og kommentatorerne, hvor Krause-Kjær for mig at se står som en af de mest saglige herhjemme, var det en kærkommen lejlighed til at komme af med deres kommentarer til den meget lange proces det har været at få Helle og Frank rundt i landet og argumentere for sin sag på de mange arbejdspladser og institutioner hvor der findes medlemmer af Socialdemokraterne. Gennem en stribe highlights i formandsvalgkampen kommenterede de to på, hvor meget af kandidaternes gøren og laden, der kan tilskrives spin og beregnende effekt, og hvor meget der er reel personlighed og politisk ideologi.

Nyrups klodsede "kongemord", og hans måde at ignorere Frank Jensen ved partiets kongres i Odense, blev nævnt som det pureste spin for her at give et klart signal om hvor Nyrups kærlighed er kastet hen. De to taler fra kongressen blev også analyseret - ligesom de er blevet her på siden - og også hos Krause-Kjær og Pittelkow var analysen, at Thorning-Schmidt vandt med et mulehår, primært på "Vinderargumentet" om, at Thorning-Schmidt mener, at kunne slå Fogh.

Det som mange analytikere og kommentatorer - og igen ligesom her hos os - har været inde på som Helle Thorning-Schmidts store mulighed, er at hun virker som en større konkurrent til Fogh, da hun, og ikke Frank Jensen, med sin profil vil kunne trække stemmer hen over midten. Blandt andet dette argument samt "Fornyerargumentet" blev af Krause-Kjær og Pittelkow nævnt som de to argumenter, der giver Thorning-Schmidt en lille føring før tirsdagens afgørelse.

I programmet blev der kortvarigt berørt, hvorfor man blandt journalister ikke var gået mere i kødet på Thorning-Schmidt, da hun lige efter valget i februar sagde, at hun ikke stillede op som formandskandidat for derefter at vende på en tallerken. Her blev det kort nævnt, at Thorning-Schmidt er en god historie i medierne - og altså implicit, at hun er for god en historie til at hive ned allerede inden, der er blevet skrevet om det. Og her har vi hovedårsagen til, at Helle Thorning-Schmidt står med de bedste vinderchancer. Hun er den bedste historie i medierne. Det er der flere gode grunde til 1) Hun er kvinde, der går målrettet efter magten 2) hun er new stuff - hun kommer udefra og er ikke kørt metaltræt i de indenrigspolitiske redaktioner 3) Kameraet elsker hende - og hun elsker kameraet. Og endelig 4) Hendes politiske projekt er et opgør med de gamle dyder i Socialdemokratiet. De fire nævnte grunde til, at medierne elsker at beskæftige sig med Thorning-Schmidt gør det svært for Frank Jensen at trænge igennem med en ellers jovial tilbagevenden til Anker Jørgensen og den umoderne klassekamp.

Helle Thorning-Schmidts profil passer til moderne dansk politik. I en tid, hvor vi ligeså godt kan vende os til, at valgkampe bliver afgjort på personlighed og personlig gennemslagskraft, taler Thorning-Schmidt til os bag skærmene, der vil have klare budskaber og nye glade ansigter. Vælgere om så det kun er socialdemokratiske medlemmer eller os alle sammen, vil identificere os med gode personlige historier og eksotiske ideer og udstråling. Derfor beholder medierne Thorning-Schmidt som deres darling, for der der stadig mange artikler, overskrifter og nyhedsindslag der ikke er produceret om Thorning-Schmidt, hvorimod Frank Jensen allerede er blevet udrangeret til old news.

Som i Babettes Gæstebud er, der kommet en kvinde til byen, der vender op og ned på det hele, men alligevel bliver accepteret for sin ligefremhed. Og uden yderligere referencer til den gamle Karen Blixen bog, så er vi alle tiltrukket af det nye og det overraskende. Og så vil de fleste måske synes, at det efter mange år med kedelig leverpostej er fristende at tage en bid af den spændende foie gras - når nu man får den tilbudt som en god historie.
Denne artikel er den tredje af tre temaartikler om det socialdemokratiske formandsvalg. Vi følger naturligvis op på resultatet..

En utidig indblanding

Valgkamp er normalt en blog, hvor man kan læse artikler alene af de fast tilknyttede forfattere. I dag vil jeg dog gøre en undtagelse, da vi har modtaget en læsermail om Nyrups indblanding i den tilspidsede formandskamp i Socialdemokraterne. Grunden til at jeg ikke kan lade være med at poste netop denne artikel er, at den er skrevet af en aktiv socialdemokrat, der ønsker at være anomym. Den er altså om noget et partsindlæg, og samtidig et lille kig ind i de socialdemokratiske gemakker.

Nyrups strategiske bommert
Nyrups udmeldinger om Franks lederegenskaber kan meget vel være en strategisk bommert, som svækker Helle Thorning-Schmidt imod Frank Jensen. Her er hvorfor.

I efterspillet til Nyrups udmeldinger har Helles støtter gang på gang fremhævet, at Franks støtter har sagt nøjagtig det samme om Helle – nemlig at hun er for let. De har ganske givet ret, men det er ikke et betydningsfuldt argument, for Nyrups udmelding har på det strategiske
niveau skadet Helle, hvilket er langt væsentligere.

Fløjkrig eller samler
Et af de væsentligste strategiske skel mellem Frank og Helle har været, at karakterisere Frank som fløjkriger og Helle som samleren. Denne plan har lykkedes langt hen af vejen, lige indtil Nyrup. Hvis Nyrups udmeldinger begrundes i fløjkrigen fra 92 og ikke en statsministers ærlighed om en minister, så bliver Helle en direkte forlængelse af fløjkrigen. Helles strategi som samler er dermed skudt ned, og hun står i dag som den aggressive part. Frank har derimod nedtonet sin fløjkrig – Auken er f.eks. tavs. Nyrups udmeldinger kan derfor meget vel have vendt strategien "fløjkrig eller samler" til Franks fordel.

"Identitet og klassekamp" kontra "fornyer og regeringsmagt"
Følelser eller fornuft er et anden strategisk skel. Frank har i stor grad appelleret til medlemmernes følelser om en tilbagevenden til de ægte værdier renset for spin. Helle har derimod appelleret til vores fornuft om, at vi ved at stå fast på midten kan genvinde regeringsmagten. Nyrups udmeldinger har affødt en følelsesmæssig reaktion, og fornuften i
hans udmeldinger er trådt i baggrunden. Med en følelse af, at sådan behandler ægte socialdemokrater ikke hinanden, kan mange medlemmer have stemt på Frank. Hvorimod det fornuftsmæssige argument – Frank var en udmærket minister, men vil ikke være en god statsminister – er trådt i baggrunden.

Følelsen af at være en ægte socialdemokrat er derfor mere afgørende, end det fornuftsmæssige i at finde den bedst egnede statsministerkandidat. Nyrups udmelding burde have været timet en uge før afstemningen, så følelsen havde lagt sig og fornuftens argument havde stået klarere.
Nyrups i sin egen vægtklasse Selvom Nyrup har sagt i sine egne ord – Frank er for let – ligesom Anker, Pia Gjellerup m.fl. har sagt om Helle, så har Nyrups ord en særlig vægt, som de andres ikke har. Alene det, at Nyrup har været statsminister for Frank, giver udmeldingerne en helt anden dimension. Derfor er argumentet – jamen, de andre har sagt det samme – ikke holdbart. Nyrups ord bliver man nød til at forholde sig til, hvilket ikke gør sig gældende for de andre.

Tvivlere har nu en klar præference
Hvis tvivlende medlemmerne ikke havde en klar præference mellem de to kandidater, så har de fået en nu – for eller imod Nyrups udtalelse, og ikke for eller imod kandidaterne.

Lad mig sige det ligeud

Klar tale er en nødvendighed for at blive formand for Socialdemokraterne. Partiet har været igennem en lang periode med mudder i politikken, uld i munden og manglende gennemslagskraft overfor marginale vælgergrupper. På jobbeskrivelsen for den kommende socialdemokratiske partiformand står der derfor med store bogstaver, at vedkommende skal kunne komme ud bag skærmene i det ganske land, og trænge ind til den befolkning som det store arbejderparti har tabt sit ellers solide greb om. Med andre ord gælder det for den kommende formand at kunne tage kampen op mod Foghs direkte og appellerende henvendelser til befolkningen, så det er de socialdemokratiske svar der bliver hørt af en befolkning, der ved enhver given lejlighed spørger hvilken ved landet skal bevæge sig i et accelerende verdenssamfund.

På mandagen efter en kongres, hvor socialdemokratiske delegerede kunne se girafferne i aktion, er det derfor tid til at se et par dage tilbage, og se på hvem af de to formandskandidater Frank Jensen, og Helle Thorning-Schmidt, der klarede sig bedst, og bedst fik bevist hvem der kan skære igennem og trænge ud til ikke blot socialdemokratiske medlemmer, men også Hr. og Fru Maren i Kæret og på den måde positionere den socialdemokratiske idé i øjenhøjde på vælgerne, og få givet sin egen kampagne et boost frem mod den sidste måned af et Marathon kampløb om magten. Lag mig (endnu engang) sige det ligeud. Helle Thorning-Schmidt trådte i karakter som en kandidat, der ikke blot siger hun kan slå Fogh, men som måske faktisk har noget at have det i. Med "Lad mig sige det ligeud" som en godt tænkt gennemgående parole for hendes tale ved kongressen, så vi TV seere for en af de første gange Thorning-Schmidt på den politiske scene, live, foran et stort publikum. Og det virkede som om hun havde gjort sit hjemmearbejde. Med klare formuleringer af hendes visioner for det socialdemokratiske projekt og en afstandtagen til Jensens klassekamp, fik det nyvalgte folketingsmedlem lagt afstand til både Jensen og venstrefløjen i Folketinget.

Når de pæne overordnede ord om at ville samle et splittet parti var blevet sagt, blev det tid til en af de strategiske glansnumre; nemlig at henvende sig til de socialdemokratiske borgmestre. Her blev hånden strakt ud til en vision om, at by og land skal arbejde bedre sammen i Socialdemokratiet, og at der skal trækkes på de lokale og regionale kræfter i det landspolitiske spil. Denne manøvre var på mange måder en nødvendig proaktiv indsats fra Thorning-Schmidt. For det første er det jo fornuftigt at love mere indflydelse til de lokale politikere, der i høj grad sidder på magten til at påvirke formandsvalget, for det andet var det vigtigt for Thorning-Schmidt at lægge behørig afstand til sit image som supereuropæer. Med denne hånd nede i den danske muld, forsøger Thorning-Schmidt at sætte fokus på hendes opvækst Ishøj, og samtidig lave grin med sit eget ufrivillige Gucci prædikat.

Fra talerstolen lignede Thorning Schmidt en der kan lide at være i rampelyset, og som har den karakter og manøvredygtighed til at give Fogh kamp til stregen ved næste valg. Og netop dette element, er Thorning-Schmidts store fordel i sin kamp mod Frank Jensen. De flester medier vurderer, at Thorning-Schmidt har større chancer for at slå Fogh, end Jensen - og at Fogh og Venstre strateger ovenikøbet frygter at skulle op mod Thorning-Schmidt ved næste valg. Dette skyldes ikke mindst to fakta: For det første det, at Thorning-Schmidt er kvinde, og for det andet appelerer hun til et bredt spektrum af vælgere fra højre side af SF til langt ind i borgerlige rækker hos Dansk Folkeparti og De Konservative. Hun vil derfor kunne flytte de vælgere, der skal til for at få et regeringsskifte. Frank Jensen vil ikke kunne flytte stemmer fra andre end partier i "den røde" blok, og dermed mangler der stadig syv mandater. "Vinderchance" argumentet er måske Thorning-Schmidts stærkeste, og den vi vil se blive kørt frem i spids i den sidste måneds af formandsvalgkampen.

Vi vil ligeledes se Frank Jensen gå mere i kødet på Thorning-Schmidt i forhold til hendes manglende Christiansborg erfaring - og det bliver i den forbindelse spændende at se, om der er nogle nyhedsmedier, der begynder at lave historier, der viser hvor lidt Thorning-Schmidt i virkeligheden er inde i verserende Christiansborg sager (det er ikke meget tid hun er der for tiden). Et bud herfra vil dog være, at langt de fleste medier lader den slags historier blive på skrivebordet, da Helle Thorning-Schmidt ganske enkelt er en langt bedre historie, end Frank Jensen. I Helle Thorning-Schmidt har nyhedsmedierne fundet en ny darling, der er god for en overskrift og som kameraet ser ud til at elske. Dette giver naturligvis Thorning-Schmidt en fordel i forhold til Frank Jensen, som medierne virker trætte af at beskæftige sig med, og som ikke leverer de billeder, der er hele fundamentet for overhovedet at kunne komme af med sin politik.

For de to kandidater handler det om, at gå målrettet efter eksponering i den kommende tid, uden at de socialdemokratiske medlemmer når at blive træt af de samme formuleringer, gestik og historier om barndom i Nordjylland og Ishøj. Kandidaterne kan med stor fordel forberede et mix af eksponering bestående af "livstils eksponering" i de landsdækkende medier, og mere konkret politisk debat i de lokale og regionale medier. På denne måde kommer kandidaterne både af med deres holdninger til leverpostej og gåselever, og mulighed for at lave kontraktpolitik med sine egne medlemmer.

Hele Thorning-Schmidts taleog hele Frank Jensens tale fra Poltik.tv2.dk
Denne artikel er den anden af tre temaartikler om det socialdemokratiske formandsvalg.

EU-valgkamp i spotlight

Det er ved at være tre uger siden at Regeringen blev bevilget fire år mere, og nu er det så blevet tid til at udskrive valg om EUs forfatningstraktat. Valget skal stå den 27. september, og dermed får vi hele tre valg i 2005 når vi nu tæller kommunalvalget med i november. Om det nogensinde er sket før, at danskerne skal til stemmeboksene tre gange på samme kalenderår skal være usagt. Men sikkert er det, at de politiske strategier og den politiske kommunikation op til forfatningsafstemningen bliver fulgt fra disse spalter - også selvom Jens Olaf Jersild ikke laver sit spin program om valgkampen...

Tørnæs og den kvindelige akilleshæl

Endnu en minister er kommet i klemme i medierne for at have rod på hjemmefronten. Denne gang er det ikke en ubetalt markise og en for dyr sofa den er gal med - nu er det illegal arbejdskraft, der har startet en mediestorm for den nydegrederede udviklingsminister Ulla Tørnæs. Jørgen Tørnæs, storproducent af svin og ministerens mand er kommet i fedtefadet, (og her til aften sigte af politiet) for at have benyttet illegal arbejdskraft. Dette er naturligvis kun blevet til en sag i medierne fordi han er gift med en minister - som endda sidder i en regering, der ikke har været lige heldige hele tiden med at holde sig på den rette side af loven. Ulla Tørnæs kender ifølge hende selv i TV2 Nyhederne i aften klokken 19 intet til hendes mands virksomhed, selvom den ligger klods op af parrets hjem, og her har vi altså kilden til historien. En potentiel utroværdig minister, der ikke har taget regeringens egen medicin. En mediegenereret konflik.

Vi ser endnu engang, at en kvindelig minister er i tovene fordi der ikke er styr på de indre linjer, eller rettere mandens indre linjer. Som med Henriette Kjær er det også denne gang en mand, der står bag en ministers problemer i offentligheden. Trods dette virkede Ulla Tørnæs i TV2 Nyhederne ikke som en minister, der har tænkt sig at knibe en tåre og trække sig for at tage hjem til gården og blive "familieminister". Hun har tænkt sig at kæmpe for sit embede, og insisterer på, at hun er uden skyld i hele miseren. Ekstra Bladet har allerede på lederplads krævet hendes afgang, og det virker da også som om, at hvis medierne ellers synes, at historien kan bære en dag eller to mere, så bliver det svært for Tørnæs at beholde den troværdighed, der er nødvendig for at være minister.

I medierne lægges der op til at Ulla Tørnæs har vidst mere om den illegale arbejdskraft end hun giver udtryk for, og på den måde belaster sagen hende endnu mere end sagen om Erik Skov Petersens rod i regnskaberne. For her har vi altså en minister - eller husstand - der har brudt sig mod to af regeringens mærkesager. Når både arbedsmarkedsforhold og invandrerforhold tackles forkert ser det svært ud for Ulla Tørnæs at beholde den goodwill hun trods alt har tilbage hos hendes chef Anders Fogh Rasmussen.

Om Tørnæs lider samme skæbne som Henriette Kjær og lader sig ofre på det politiske alter vil de næste døgn vise. Interessant er det i mellemtiden, at denne anden sag med en kvindelig minister, der kommer i problemer på grund af mandens business - eller mangel på samme, er en eksplicitering af magtfulde kvindelige politikeres akilleshæl. For med al den tid der bruges på at komme frem i dansk politik er der ikke tid til at være hjemme ved manden eller mandens firma. Der er ikke tid til at åbne posten (Kjærs undskyldning) eller tid til at kende sin mands ansatte (Tørnæs´ undskyldning). Sådan kommer de "uheldige" kvindelige toppolitikere ud i den ene mediestorm efter den anden, og benytter sig af "blondine effekten" ved at stille sig uforstående overfor sagernes beskaffenhed. Og med de højtprofilerede kvindelige politikere på vej frem vil disse to sager nok ikke blive de sidste. Hvis jeg var spindoktor for en kvindelig mininister ville min første gerning være at finde en til at mandsopdække manden - han er hendes politiske akilleshæl.